Næste gang du opdaterer CV’et, er der én væsentlig ting, du skal huske
Jobskifte

Næste gang du opdaterer CV’et, er der én væsentlig ting, du skal huske

En ny amerikansk undersøgelse viser, at 93 procent af arbejdsgivere efterspørger personlige kompetencer, når de skal ansætte en ny medarbejder. Ser vi også tendensen på det danske arbejdsmarked? Og hvordan får du dine personlige kompetencer sat i spil på CV’et? Det svarer to danske headhuntere på i denne artikel.

Illustration: Maja Henriksen
26. august 2022

Er du god til at kommunikere med dine kolleger og kunder? Er du hamrende dygtig til at planlægge din tid effektivt? Måske er du Danmarksmester i at arbejde selvstændigt?

Det er eksempler på personlige kompetencer, som du, ifølge en ny undersøgelse fra ZipRecruiter, med fordel kan fremhæve i CV’et.

ZipRecruiter er en amerikansk jobportal. I rapporten The Job Market Outlook for Grads har de undersøgt, hvad arbejdsgivere efterspørger, når de hyrer nye medarbejdere. De fandt, at 93 procent af arbejdsgivere efterspørger personlige kompetencer.

Men hvad dækker personlige kompetencer egentlig over? Torben Abildgaard, som er managing partner og headhunter ved rekrutteringsselskabet Curia, forklarer:

”De personlige kompetencer hænger sammen med personligheden. Det kan være analytisk evne eller samarbejdsevne. Eller det kan handle om sans for detaljer. Det er kompetencer, man udvikler gennem livet og oplevelser. Det er ikke nogen, man kan lære fra en bog.”

Der er, ifølge Torben Abildgaard, ikke gode eller dårlige personlige kompetencer. Det handler om, hvilke kompetencer, der passer til rollen, som skal besiddes.

Jeg vil gerne understrege, at i enhver rekruttering, jeg har været med i de sidste mange år, der vinder den fedeste kandidat over den fagligt dygtigste.
Peter Bang Fasting Bauer, medstifter og headhunter ved HumanTrust

Tendensen ses også på det danske arbejdsmarked

Ifølge Peter Bang Fasting Bauer, som er medstifter og headhunter ved rekrutteringsselskabet HumanTrust, er resultaterne også relevante på det danske arbejdsmarked:

”Det (undersøgelsens resultater, red.) er i høj grad relevant i en dansk kontekst. Nu arbejder vi stort set kun med danske virksomheder, og over de seneste år har der været et kraftigt skred i, at man ser værdien i matchet mellem mennesker.

Ved HumanTrust har vi gennem de sidste år i langt højere grad kigget på matchet mellem mennesker, kultur, værdisæt og mindset. Selvfølgelig med udgangspunkt i det faglige fundament.”

De personlige kompetencer afspejler sig også i rådgivningen, HumanTrust giver til kunder, når de skal vælge ud fra slutfeltet af kandidaterne. I det stadie opfylder alle kandidaterne minimum de basale faglige krav:

”Vi kalder det 70/30-reglen. Vores henstilling til kunder er, at de vælger ud fra, hvem de passer godt med i forhold til kemi: Indstilling, personlighed og attitude. Man må ikke lade sig forblænde af fagligheden eller erfaringen, kandidaten kan bringe ind,” fortæller han.

Relevant uafhængigt af erfaringsniveau

Undersøgelsen henvender sig primært til nyuddannede.

Torben Abildgaard mener også, at netop de personlige kompetencer fylder særligt meget i rekrutteringen af nyuddannede:

”Der er ingen tvivl om, at personlige kompetencer fylder mere, jo mindre erfaring du har på arbejdsmarkedet. Der kan selvfølgelig stadig være faglige aspekter, men som nyuddannet fylder de personlige kompetencer rigtig meget.”

Alligevel er de personlige kompetencer ikke uvæsentlige for personer, der har været på arbejdsmarkedet i flere år.

”Det betyder dog ikke, at de personlige kompetencer ikke også betyder noget ved rekruttering af mennesker, som har været på arbejdsmarkedet i længere tid,” uddyber Torben Abildgaard.

Peter Bang Fasting Bauer mener, at de personlige kompetencer er afgørende uanset, hvor mange år kandidaten har været på arbejdsmarkedet.

”Jeg vil gerne understrege, at i enhver rekruttering, jeg har været med til i de sidste mange år, der vinder den fedeste kandidat over den fagligt dygtigste.

Man kan sagtens sige, når tallet omhandler nyuddannede, at det er fordi, en nyuddannet jo ikke har så meget erfaring. Men vil man helst have en erfaren kandidat, som er ugidelig, eller vil man helst have en nyuddannet med gåpåmod?

Matchet mellem mennesker vægter bare højere. Det er det, som afgør, om det bliver en succes,” fortæller han.

Sådan inddrager du kompetencerne i CV’et

Torben Abildgaard fortæller, at kandidaten skal forstå og kunne sætte ord på sine personlige kompetencer. 

Hans råd til dig, som vil fremhæve dine personlige kompetencer, er, at du skal sørge for at konkretisere dem. Det kan både være din egen forståelse, du udbygger, og måden du italesætter det overfor arbejdsgiveren.    

”Du skal bygge det ind i din ansøgning, og du skal kunne definere og give eksempler. Svar på, hvordan kompetencerne kommer til udtryk,” forklarer han.

Peter Bang Fasting Bauer fremstiller tre spørgsmål, du kan stille dig selv i udarbejdelsen af CV’et:

”Hvem er du, hvad kan du og hvad vil du?

Det er de tre ting, en arbejdsgiver skal kunne læse på dit CV. Du må gerne sætte ord på dig selv som menneske. Personlighed, værdisæt, mindset – og din ambition. Mange italesætter ikke, hvad de vil. Husk dét.”

Søger du flere tips til at styrke CV’et, kan du læse chefkonsulent ved Konsulenthuset ballisager, Lotte Birks, råd til det stærke CV her.