Sådan bruger teknologieksperten Nikolaj Sonne selv kunstig intelligens i sit arbejde
Kunstig intelligens er i rivende udvikling, og den udvikling kommer til at brage derudaf, mener Nikolaj Sonne, der tidligere har været vært for DR-succesen “So ein Ding.” Her kommer han med konkrete forslag til, hvordan virksomheder kan udnytte teknologiens muligheder i fremtiden.
Kort tid før jeg ringer til Nikolaj Sonne, søger han sparring ved AI-maskinen ChatGPT.
“Hvad kan virksomhedsledere og medarbejdere bruge ChatGPT til?”, skriver han til maskinen for at få idéer og input til, hvad jeg kunne finde på at spørge om.
Få sekunder efter sidder han med en A4-side med ni punkter.
Maskinen foreslår, at virksomheder blandt andet kan bruge den til rekruttering, feedback, beslutningsprocesser og automatisering af rutineopgaver.
“Det er jo ikke Moses, der kommer ned fra bjerget med tavlerne, men det kan jo være et godt redskab til at få nogle idéer, som man selv kan arbejde videre med,” siger Nikolaj Sonne.
“Det er smart,” siger jeg gennem telefonen.
“Jeg kunne jo egentlig også have spurgt om, hvilke spørgsmål der kunne være relevante at spørge dig om inden interviewet.”
“Ja, men der er problemet, at den ikke aner, hvem Nikolaj Sonne er,” griner han.
Nikolaj Sonne er uddannet journalist, og har i mange år beskæftiget sig med teknologi, hvor han med tiden har udviklet sig til én af Danmarks førende IT-eksperter.
Han var vært på DR2-programmet “So ein Ding” i ni år. Sideløbende har han lavet programmer om alt fra overvågning og internet til kryptovaluta og kunstig intelligens.
Gennem tiden har han besøgt både Japan, Korea, Kina og Silicon Valley i jagten på den nyeste teknologividen.
Det stråler gennem telefonen, at han er helt oppe at køre over den gigantiske udvikling, der har været med kunstig intelligens det seneste år.
Store sprogmodeller som ChatGPT og Google Bard har taget verden med storm, og er kommet på stort set alle virksomheders læber.
“Det mest interessant, der er sket de seneste mange år, er de her store sprogmodeller. Interaktion med en computer kommer til at blive fuldstændig vanvittig med eksempelvis ChatGPT,” siger Nikolaj Sonne.
Et møde i en sejlerklub, en lemonadebod og et videolink
Som teknologinørd bruger Nikolaj Sonne mange timer på at lege med teknologien for at blive klogere på mulighederne ved anvendelsen.
Aftenen inden interviewet havde han fundet en video på YouTube, der varede en time og 49 minutter. Han bad ChatGPT om at komme med et kort resume.
Nikolaj Sonne havde selv set videoen, og til trods for videoens temmelig komplekse fortællinger stemte maskinens korte resume nogenlunde overens med det, han selv havde taget med sig efter en time på YouTube.
Man kan også bruge maskinen som sparringspartner, fortæller han.
Hvis du eksempelvis vil åbne en lemonadebod, kan maskinen give dig ti konkrete værktøjer til, hvordan du åbner den og tjener flest mulig penge.
Og det sidste eksempel, Nikolaj Sonne fremhæver, handler om en mødeindkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling i sejlklubben.
“Der er møde i sejlklubben. Vi skal tale om nye tiltag til en officiel reaktion på de planlagte broer i havnen. Skriv et udkast til indkaldelsen.”
På få sekunder skriver maskinen en mødeindkaldelse med syv punkter, som sejlerklubben skal igennem på aftenen plus faste elementer som tid og sted samt felter, der bare skulle udfyldes med stednavne.
“Det her er blot eksempler på, at man kan skrive to linjer og få en hel side tilbage, der altovervejende giver god mening. Med ChatGPT kan du få et stort forspring,” siger teknologi-journalisten.
I det daglige er Nikolaj Sonnes arbejde også blevet effektiviseret efter fremkomsten af de store sprogmodeller, der kører på kunstig intelligens.
Han holder foredrag om blandt andet mobiler, elbiler og kunstig intelligens, og mange af hans præsentationer er akkompagneret af en lang række billeder.
“I gamle dage brugte jeg stock-fotos, som jeg nogle gange var nødt til betalte mig fra. I dag laver jeg bare selv lige præcis det billede, der passer til det, jeg fortæller,” siger Nikolaj Sonne, og fortæller videre, at han lige har lavet et billede af en gammel dame, der snakker i telefon på et plejehjem.
“Hvordan er ferieordningen i min virksomhed?”
Der kan være langt fra store sprogmodeller som ChatGPT til hverdagen i en virksomhed, hvor faste rutiner og daglige opgaver er fastlagte.
Men faktisk kan virksomheder få deres helt egen sprogmodel, der kan fungere som en medarbejder, der ved alt, forklarer Nikolaj Sonne.
Forestil dig en stor virksomhed, hvor der gemmer sig en masse viden i bunker af mails, aftalepapirer, PDF’er og jura.
Ifølge Nikolaj Sonne er det muligt at lave en lokal sprogmodel, der har adgang til alt viden, som virksomheden nogensinde har haft.
“Så kan man i realiteten have en dialog med en maskine, der ved alt om virksomheden. Det kan være ret kraftfuldt,” siger han, inden han forklarer videre.
“Der er forskellige tilgange. Én af dem kan tænkes, at man så at sige lejer en "røremaskine" ude i byen, men så kan man selv hælde ingredienserne i den. Altså man kan lave sprogmodeller, der er trænet på ens egne data."
Så hvis en medarbejder er usikker på virksomhedens ferieordning eller interne påklædningsregler, kan han/hun spørge “virksomhedsGPT”.
“Men det er et område, der er i fuldstændig vanvittig vækst, så det er noget, der kommer meget mere af,” er teknologieksperten overbevist om.
Nikolaj Sonne er en af talerne til Vigeur LIVE den 15. november i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Her vil han komme nærmere ind på, hvilke muligheder der er i kunstig intelligens for medarbejdere og ledere i danske virksomheder.