Denne følelse har mange stressramte til fælles

Da Pernille Steen Pedersen var færdig med at læse statskundskab, blev hun ansat i Beskæftigelsesministeriet og arbejdede i Arbejdsskadestyrelsen. Men hun havde ikke været ansat mange uger, før noget begyndte at undre.

Pernille Steen Pedersens arbejde bestod i at behandle arbejdsskadesager. Sager med mennesker, der havde været sygemeldt så længe, at de havde mistet deres job - blandt andet på grund af stress.

“Det slog mig, hvor forskellige de stressramte var. De kom fra vidt forskellige brancher - og havde mangeartede baggrunde. Hvad det enkelte menneske oplever som en overbelastning, er vidt forskelligt,” kunne Pernille Steen Pedersen konkludere.

Hun blev så interesseret i at finde frem til dét, der kan ligge bag, at hun begyndte at lede efter viden, der kunne gøre hende klogere. Og da hun ikke kunne finde tilfredsstillende materiale, besluttede hun sig for selv at forske. Hun begyndte at skrive en ph.d.

“Jeg havde en idé om, at vi var nødt til at træde et skridt tilbage og prøve at gøre op med alle de forestillinger, vi har om brancher, der er mere belastede end andre,” siger Pernille Steen Pedersen og tilføjer:

“Der manglede fokus på lederens rolle og muligheder, og jeg ville gerne finde frem til noget konkret, som man kan handle på,” siger Pernille Steen Pedersen.

Hun begyndte derfor at interviewe en række ansatte, der havde det til fælles, at de havde været sygemeldte med stress. Hun interviewede også ledere. Både folk fra store og små virksomheder. Og fra offentlige og private.

“Jeg valgte meget bredt i brancher og typer af stillinger, for jeg tænkte, at der bag stress-begrebet måtte være noget, som vi endnu ikke har forstået - og som måtte gå på tværs af det hele,” siger hun.

Pernille Steen Pedersen fandt svaret.

Da hun fik kigget alle sine interviews igennem, opdagede hun, at det ikke var tilstrækkeligt at læne sig op ad de forklaringer, der ligger lige for: At stress eksempelvis kan udløses af udefrakommende krav.

Pernille Steen Pedersen følte sig overbevist om, at der måtte være mere på spil. Hun fandt frem til en forklaring, som skulle findes endnu dybere nede. I en fælles følelse, der går igen hos alle mennesker.

Hun nåede frem til, at stress i høj grad kan kobles til én følelse.

Til følelsen af skam.

“Når jeg kiggede på mine interviews, kunne jeg se, at stressramte bebrejdede sig selv for ikke at kunne leve op til forventningerne. Følelsen af selvbebrejdelser og utilstrækkelighed gik igen i alle interviews,” forklarer Pernille Steen Pedersen og tilføjer:

“De følte sig både magtesløse og hjælpeløse. Og de skammede sig over det.”

De stressramte følte sig forkerte, fordi de ikke havde levet op til deres egne idealer.

Det var centralt i Pernille Steen Pedersens forskning, at der var uoverensstemmelse mellem det, de gerne ville udføre og kunne stå inde for og så de faktiske muligheder.

Men også at de havde en defensiv adfærd.

“Deres reaktionsmønster var at trække sig fra det fællesskab, som de i virkeligheden var så afhængige af. Og det er præcis kerneaspektet ved skam. Man skjuler sig. Man vil gemme sig og grave sig ned i et hul,” forklarer Pernille Steen Pedersen.

Hun skelner mellem skam og skyld. Er man tynget af skyld, har man gjort noget forkert, som man kan sige “undskyld” for. Skyld er forbundet med ens adfærd - og den kan man ændre på. Skam er derimod forbundet med den, man er.

“Skam handler om, hvordan man bør være, for at være en del af et fællesskab. Skam er knyttet til fællesskabet. Det er en urfølelse,” siger Pernille Steen Pedersen og uddyber:

“Den første følelse, du møder i Bibelen, er knyttet til skam. Adam og Eva har gjort noget, de ikke må - og bliver smidt ud af Paradiset, altså fællesskabet. Man kan oversætte det til en arbejdsplads. Hvis man ikke kan komme i mål med at være den revisor eller pædagog, man gerne vil være, kan man hverken leve op til andres eller egne forventninger - og derfor har man i virkeligheden ikke fortjent at være i fællesskabet,” siger Pernille Steen Pedersen og uddyber:

“Så man udstøder i virkeligheden sig selv. Det er en udskamning, der kommer indefra. Man stiller for høje krav til sig selv, fordi man har for store forventninger og idealer” siger Pernille Steen Pedersen.

Skam en social følelse, siger hun, for skam handler om, hvad andre tænker, og er grundfæstet i os, fordi vi er flokdyr.

“Hvis ikke vi er med i en flok, dør vi. Vi kan ikke leve alene. Vi overlever ikke alene. Følelsen rækker helt tilbage til vores fortid i urtiden. Derfor er det så alvorligt for os, når vi ikke føler, at vi kan leve op til fællesskabet - eller at fællesskabet dømmer os ude.

Skamfølelsen kalder derfor på en ny anerkendelsespraksis, mener Pernille Steen Pedersen. For der mangler et sprog til at begribe skammen og gøre den forståelig.

Vi skal tale om skammen - især konsekvenserne af den.

”Med min forskning ville jeg give skammen et “sprog” og nå frem til en nuanceret forståelse af det, der sker, når det indre pres møder den ydre verden. Jeg ville gerne finde et sprog for det dilemma, som den enkelte har indeni sig selv,” siger Pernille Steen Pedersen.

Både ledere og kolleger skal på banen for at “tage trykket” fra den enkelte. Det er et kollektivt ansvar.

“Ledelsen har altid et ansvar for at gøre det, der er muligt. Men medarbejderne har også et ansvar for måden, man omgås og støtter op om hinanden på,” siger Pernille Steen Pedersen.

Hun har udviklet konkrete og håndgribelige værktøjer til formålet og peger på åben dialog som en løsning.

“Der er ikke noget quick fix, så det er et langt sejt træk. Jeg kalder det en oplyst anerkendelsesrejse.”

Hun er særligt optaget af, hvordan lederen kan hjælpe medarbejdere med at håndtere moralske konflikter, så en medarbejder eksempelvis ikke ender med at give sig selv skyld for noget, der ikke er hans eller hendes ansvar.

“Når skammen er social, må den også håndteres i et fællesskab,” siger Pernille Steen Pedersen.