Du taler med 9000 ord i timen og gør dine kollegaer ”mødelagte”. Men det kan du ændre
Arbejdspladsen

Du taler med 9000 ord i timen og gør dine kollegaer ”mødelagte”. Men det kan du ændre

Når vi mødes med hinanden, har vi en tendens til, at vi taler for meget. Men det kan et helt særligt greb ændre, mener Bastian Overgaard.

Foto: Pressefoto
27. september 2022

Tidligere på året skrev Bastian Overgaard et LinkedIn-opslag, hvori der indgik en ny definition af et helt særligt ord. Ordet var mødelagt.

I opslaget definerede han ordet som følelsen af at være mørbanket, halvdød, overkørt. Og skal du bruge ordet i en sætning, kan et eksempel være Ugen var knap nok startet, og jeg var allerede helt mødelagt.

Bastian Overgaards opslag blev læst over 80.000 gange og fik over 1.000 reaktioner og over 180 kommentarer på LinkedIn. Blandt andet fra folk, der fandt adjektivet ”rammende”, ”spot on” og ”lige i skabet.”

Efter en samtale med Bastian Overgaard har jeg dog lært, at ordet rummer mere end bare den følelse, vi får, når vores arbejdsdage er fyldte med møder.

Det kommer i højere grad af effektiviteten – eller mangel på samme – på møder og alle de ord, vi taler med i timen, når vi mødes med hinanden:

”Vi bliver så mødelagte, fordi vores hjerner ikke er designet til at kapere så meget kontakt og informationsoverload uden pauser. Uden stilhed. Uden tid til at restituere. Med for meget mangel på nærvær og med for meget meningsløshed, som mange oplever, når vi bare tonser afsted med 200 kilometer i timen uden nogensinde at tage et pitstop. Det har vi simpelthen brug for.”

Det fortæller Bastian Overgaard, som er forfatter, rådgiver og foredragsholder. Han hjælper blandt andet virksomheder med at effektivisere deres mødekultur og skabe bedre arbejdsmiljø og trivsel.

I virksomhederne møder han den ene mødelagte medarbejder efter den anden. Og det er – ifølge Bastian Overgaard – ikke overraskende, når man ser på deres mødekultur:

Hvis vi taler med 9000 ord i timen – hvilket vi cirka gør – er der aldrig tid til stilhed.
Bastian Overgaard, Rådgiver, foredragsholder og forfatter

”Hvis vi taler med 9000 ord i timen – hvilket vi cirka gør – er der aldrig tid til stilhed. Der er aldrig tid til, at vi kan sidde og overveje, hvad vi skal sige, inden vi åbner munden. Det vil sige, at de her 9000 ord svarer til en halv A4-side kladdesnak.”

”Forstil dig lige, at du skriver en halvsides kladde og derefter beder din læser om at læse det. Det ville være så respektløst for vores modtagere – og det ville være spild af modtagerens hjernekapacitet, at vi ikke har lavet det forarbejde. Så det er en grundlæggende norm, som jeg opfordrer folk til at udfordre. Men det er så indgroet i os, at vi bare snakker og snakker, fordi vi elsker at snakke, og det er nemt at snakke.”

Ifølge Bastian Overgaard taler vi altså for meget. Generelt. Men især, når vi holder møder. Og det er netop dér, det går galt:

”Det er fint at holde 20 møder om dagen. Hvis det altså er gode møder. Det er det bare ikke. Vi skal derfor helt ind til fundamentet for vores samtaler, kommunikation og måden at møde på, og der bliver vi nødt til at gøre op med, at det er på talens præmisser. Vi bliver nødt til at bryde den norm, der dikterer vores massive talestrøm. For det er den, der ødelægger det for os og gør os mødelagte.”

Stilhed.

Det er dét, Bastian Overgaard mener, der mangler på vores møder.

Når jeg bringer stilheden ind i virksomheder, siger de ofte, at det er første gang, de har trukket vejret i dag.
Bastian Overgaard, Rådgiver, foredragsholder og forfatter

Han mener, at et møde uden stilhed er som en skrivemaskine uden mellemrumstast. Altså defekt. For du kan sagtens sidde og skrive uden mellemrumstast. Man vil også godt kunne læse det. Men det vil kræve både kognitiv båndbredde og mental energi.

”Og på samme måde, som når vi holder møde efter møde efter møde, hvor vi ikke engang får mellemrum mellem møderne, og når vi så i møderne taler med 9000 ord i timen nonstop uden stilhed, så er der heller ikke noget mellemrum. Og så er der ikke noget at sige til, at vi bliver fuldstændig udbrændte,” fortæller Bastian Overgaard.

De 9000 ord, du cirka taler i løbet af et møde på en time, gør altså de resterende mødedeltagere udbrændte – og mødelagte.

Men det gør også, at du – paradoksalt nok – ofte bliver nødt til at holde endnu et møde:

”Det er nemmere at snakke end at træffe en beslutning. Derfor vil man opleve i mange virksomheder og organisationer, at når vi går ind i et møde for at træffe nogle beslutninger, så snakker og snakker vi. Derfor når vi ikke at træffe en beslutning, og vi føler os heller ikke klar til at træffe en beslutning.”

Derfor ender mange med at udskyde beslutningen, der egentlig skulle tages. Og den eneste beslutning, der bliver truffet, er, hvornår næste møde skal afholdes.

Men det kan stilheden lave om på.

”At sætte stilhed dagsordenen og ved at lære at facilitere møder med stilhed, vil folk få fuldstændig udelt opmærksomhed og fokus og tænketid til at redigere deres ord, så de ikke behøver tale så meget, og til at tænke og overveje, før de træffer en beslutning, så de faktisk er klar til at træffe en beslutning,” siger Bastian Overgaard og slutter:

”Når jeg bringer stilheden ind i virksomheder, siger de ofte, at det er første gang, de har trukket vejret i dag.”

Men hvordan skal du så få stilheden med ind i dine møder?

Du kan gøre, som Bastian Overgaard gjorde, da han introducerede sig selv til mig i telefonen:

”Hej Bastian. Det er Pernilla Abildtrup fra Vigeur. Passer det dig, at vi taler sammen nu?”

”Hej Pernilla. Ja, det gør det. Men du skal lige vide, at hvis du har nogle spørgsmål undervejs, kan det godt være, jeg lige tænker mig om, og der derfor går 20 sekunder eller et halvt minut, før jeg svarer. Altså jeg tænker mig lige om i 15 sekunder, og så går jeg i gang med at svare på dit spørgsmål.”