Arbejdskraft

Liste: I disse brancher findes de mest motiverende ledere

At kunne motivere sine medarbejdere er en af de mest efterspurgte kompetencer for ledere. En analyse fra Arbejdstilsynet viser, at motiverende ledelse særligt er udbredt i nogle brancher.

Ledere i restaurationsbranchen er nogle af mest motiverende over for medarbejderne i dagligdagen.  Arkivfoto: Lars Pauli

At kunne motivere sine medarbejdere er en af de mest efterspurgte kompetencer, når virksomheder er på udkig efter en ny leder. 

Det viser en gennemgang fra Keystone Education Group. 

Organisationen, der tilbyder kurser og uddannelser, har gennemgået over 7000 jobopslag på JobIndex og fundet frem til 15 personlige og faglige kompetencer, en leder skal besidde for at være i betragtning til jobbet. 

Her ligger "Motiverende" i top tre over de mest efterspurgte personlige kompetencer. Det er kun overgået af gode samarbejdsevner og ansvarlighed. 

Restauration i top 

Når man spørger medarbejderne, er der dog stor forskel på, hvorvidt de opfatter deres leder som motiverende. 

Det viser en analyse fra Arbejdstilsynet, der har spurgt over 40.000 lønmodtagere om deres arbejdsliv.

 Ledere i restaurantionsbranchen ligger i top over medarbejdernes vurdering af, hvor god en leder er til at motivere medarbejderne. 

Her svarer 56 procent af medarbejderne i branchen, at deres leder "i høj grad" eller "i meget høj grad" er god til at motivere medarbejderne i dagligdagen. 

Samtidig vurderer medarbejderne i "Finansiering og forsikring" samt "Kemi og medicin" også, at deres leder er en god motivator. 

I bunden af listen finder vi "Religiøse institutioner" og hospitalsbranchen. 

I gennemsnit mener næsten halvdelen af de 40.000 adspurgte lønmodtagere, at deres leder er god til at motivere dem på arbejdspladsen.