Dilemma: “Jeg er rigtig glad for mine opgaver og kollegaer – men der er ikke noget sted, jeg kan blive forfremmet til”

“Jeg er i slutningen af 20’erne og ansat i en virksomhed med cirka 20 medarbejdere. Jeg er rigtig glad for mine opgaver og kollegaer – men jeg er også ambitiøs efter at udvikle mig og få mere ansvar. På min arbejdsplads er der bare ikke noget sted, jeg kan blive forfremmet til. Jeg sidder allerede i den stilling, hvor mine kompetencer kommer mest til deres ret. Og der er ikke andre specialister, jeg kan lære af. Så hvordan sikrer jeg, at jeg bliver ved med at udvikle mig og får udlevet mine ambitioner? Er jeg nødt til at skifte job?”

Vi har ringet til tre nordjyske profiler fra Vigeurs panel for at spørge, hvad de ville gøre:

“Det er fuldkommen fair at have ambitioner, og dem skal du lufte.

Alt for mange mennesker får aldrig sagt højt, hvilke ambitioner de egentlig har. Og så er det altså svært at udleve dem.

Jeg havde selv en kollega i Jægerkorpset, der gerne ville være teamleder. Men hans stolthed gjorde, at han ikke selv pressede på. Han ville “opdages” af ledelsen.

Det skete ikke, fordi ledelsen ikke anede, at han havde lederambitioner – og så endte han lidt som en bitter brokkerøv.

Som medarbejder skal du selv tage ansvar for dit arbejdsliv og gribe ud, hvis du vil noget mere.

Det kan godt være, det skal være på en anden arbejdsplads. Men det kan også være, der er en fed mulighed om et halvt år, som du er villig til at vente på.

Har du for eksempel lederambitioner, kan du også selv fremelske lederadfærd: gøre dit arbejde godt – inden for rammerne og uden drama. Tage initiativ, tage ansvar, påvirke andre positivt, få ting til at ske og måske gøre nogle ting, du ikke har fået besked på.

Lederskab er ikke en position – det er en adfærd.”

“Som leder vil jeg altid være åben for en snak med mine medarbejdere om, hvordan vi i fællesskab gearer dem til deres næste job.

Jeg har aldrig været ked af at sige farvel til en medarbejder, som er bedre klædt på, når de går ud ad døren, end da de kom ind. Det synes jeg tværtimod, der er en stolthed i.

Sådan er det ikke alle, der har det, ved jeg godt.

Men jeg tror, de fleste ledere vil være åbne over for dialogen, hvis en medarbejder kommer og siger: Jeg er rigtig glad for at være her, men jeg ved også godt, at det ikke er det her, jeg skal i 10 år. Så hvordan kan jeg udvikle mig mest muligt, mens jeg samtidig passer mit job?

Jeg kender for eksempel en produktionsmedarbejder, der drømte om at blive lærer, men også skulle have økonomien til at hænge sammen som enlig mor.

Her var arbejdsgiveren villig til at lade hende gå ned i tid, så hun kunne uddanne sig til lærer sideløbende med sit job. Det gav virksomheden en meget motiveret og dedikeret medarbejder, som de havde glæde af i en ekstra årrække.

Og ja, så kommer der en dag, hvor man skal sige farvel. Men hellere dét end at kæmpe med næb og kløer for at holde på medarbejderen.

Det er da en kæmpe motivationsfaktor, at nogen vil noget andet og mere – og det skal vi som ledere altid støtte op om.”

“Du siger, at der ikke er noget sted, du kan blive forfremmet til. Du kan ikke bevæge dig længere opad.

Til det vil fremtidsforskeren jo sige, at vi i fremtiden ikke tænker på en vertikal karrierestige. Der tænker vi på, hvordan vi kan udvikle os i meget bredere forstand.

Så hvis du på dit nuværende arbejde ikke kan lære mere inden for din specialistrolle, så kan du jo undersøge, hvilke horisontale muligheder der er.

Hvilke kompetencer og erfaringer kan du ellers få med dig?

Det siger jeg også, fordi det er totalt undervurderet at trives godt med sine opgaver og sine kollegaer. Det er desværre ikke alle forundt.

Men når du er så heldig, og når du kun er i slutningen af 20'erne, så ville jeg helt sikkert blive nogle år og udvikle mig på andre områder. Og så kan du altid skifte job senere.

Det taknemmelige ved vores arbejdsliv er jo, at når vi om 10 år sidder og kigger tilbage, så tænker vi sikkert, at vi endte lige dér, hvor vi skulle. Og vejen derhen er sjældent snorlige.”