Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel godt minde ret meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i hukommelsen. Det er sådan en de medvirkende fortæller om i serien, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer".
En dag i august 2004
”Det må være livet at have et 8-16- job”. Sådan tænkte jeg efter at have arbejdet på Comwell i Rebild fra 1992 og fire år frem. Så jeg fik job i annonceafdelingen hos Nordjyske.
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg savnede hotelbranchen, og de lidt skiftende arbejdstider. Det var alligevel ikke så slemt at arbejde til jul og på andre skæve tidspunkter. Det der betød noget var, at du kom hjem og havde haft en god arbejdsdag.
Derfor kom jeg tilbage i receptionen i Rebild i 1998 og fik et halvtidsjob. Jeg var blevet mor, og i mit eget hoved kunne det ikke kombineres med at arbejde fuldtid. Vi fik et barn mere. Jeg gik på barsel, og da jeg vendte tilbage, var jeg også med omkring marketing og salg.
På det tidspunkt skiftede hotellet direktør. Der blev hentet en afløser længere nede i landet, men han valgte efter kort tid at kaste sig over noget andet.
Jeg har ikke nogen lang uddannelse og min holdning er, at hvis du kan og vil, så er det meste faktisk muligt.
Den arbejdsdag jeg aldrig glemmer, fik jeg et opkald fra koncernchefen. Han fortalte, at direktøren var stoppet, og spurgte om jeg ville overtage posten. De kunne se de evner, der var brug for hos mig.
Jeg havde slet ikke set tilbuddet komme, og ser jeg tilbage på de seneste 25 år, er det vel kun omkring 10 gange, at jeg er blevet sådan decideret overrasket i en arbejdssituation, der har med mig selv at gøre.
Min første tanke den dag var: ”Nej, det kan jeg da slet ikke finde ud af”. Jeg var i starten af 30’erne havde små børn, og min mand var selvstændig med egen bilforretning. Derhjemme havde vi fået styr på, hvordan vores liv skulle være. Jeg havde fleksible arbejdstider og kunne hente børnene og alt det der. Så et direktør-job var ikke noget for mig. Jeg sagde, at jeg skulle nok hjælpe indtil de fandt en anden, og vi aftalte at tale sammen igen dagen efter.
Efterfølgende ringede jeg til min mand og sagde: ”Nu skal du lige høre noget sjovt”. Jeg fortalte om opkaldet fra koncernchefen og jobtilbuddet. Det første min mand spurgte om var, om jeg ikke bare havde sagt ja.
Han tænkte ”Hvor svært kan det være” og så ingen problemer i det. Jeg så logistik, børnehaver og vuggestuer. Jeg ringede dagen efter og sagde, at jeg gerne ville have stillingen, og i løbet af en uge var det formelle på plads.
På den rigtige hylde
Jeg var selvfølgelig spændt, da mine kollegaer skulle have det at vide, og det var specielt lige pludselig at være den, som folk gik til med alle mulige spørgsmål.
De første år var der selvfølgelig ting, jeg ikke vidste, og der var også situationer, hvor jeg var usikker, men jeg var aldrig bange for, at det ikke skulle gå, for jeg fik god opbakning.
Jeg har ikke nogen lang uddannelse, og min holdning er, at hvis du kan og vil, så er det meste faktisk muligt. Du skal være modig og gribe chancen, når den er der. Du kan altid uddanne dig og blive klogere hen ad vejen.
Det blev derfor heller aldrig noget problem, at jeg sagde ja dengang i 2004. Alt kan lade sig gøre, det kræver bare planlægning. Dagen var starten på en fantastisk rejse og jeg kunne ikke være landet på en bedre hylde. Det tænker og mærker jeg hver eneste dag, når jeg bevæger mig ind af døren på hotellerne.
