Her er fem inspirerende karriereveje, som kan guide dig i din jobsøgning
Jobguiden

Her er fem inspirerende karriereveje, som kan guide dig i din jobsøgning

Hvordan vælger du den rette karriere for dig? Det svar kan du komme nærmere ved at læse om fem inspirerende nordjyder, Vigeur har besøgt i 2022.

Foto: Martel Andersen
6. januar 2023

Hvordan vælger du den rette karriere?

Er det ved at følge den sociale arv og tage samme karrierevalg som dine forældre?

Er det ved at gå mod strømmen og blive det, de andre advarer dig imod?

Eller skal du skabe dit eget arbejdsliv, som passer til dine personlige værdier?

Det kan du komme svaret nærmere på ved at læse om både Lars Riis, Trine Blicher-Hansen, Sandra Bejlegaard, Morten Zebitz Steiness og Helle Bundgaard Laursen.

De har hver især gjort sig overvejelser om karrierevejen, som i dag har ledt dem til deres drømmejob.

Mød blandt andet Morten Zebitz Steiness, som tog det forbudte skifte og gik fra det offentlige til det private hospital, og Trine Blicher-Hansen, der som 27-årig kan prale af allerede at have holdt 10-års jubilæum.

Mød også Sandra Bejlegaard, der er noget så usædvanligt som en glad sygeplejerske.

Til sidst i artiklen fortæller Helle Bundgaard Laursen om, hvordan hun traf en beslutning, som blev afgørende for hendes fremtidige karriere.

God fornøjelse.

Lars Riis skulle køres i stilling som topchef i London. Alligevel sagde han op og flyttede til Klitmøller

”Familie er det vigtigste i mit liv. Så jeg ville ikke sidde på mit dødsleje og vide, at jeg havde brugt livet på at få koncernen til at omsætte for 28,2 milliarder dollar fremfor 28 milliarder dollar. Det var virkelig ikke så vigtigt."

Da Lars Riis fik tilbuddet om at komme helt til tops i en kæmpe modekoncern i London, valgte han derfor at takke nej. I stedet flyttede han til Klitmøller og stiftede tøjbrandet ELSK.

”Jeg gjorde det på min egen måde – fremfor at gøre det, der var rigtigt i andres og i samfundets øjne."

Læs om Lars Riis vej til drømmejobbet herunder.

Trine er vokset op med urner, rustvogne og sørgende efterladte ved spisebordet. Og som 18-årig fik hun sin egen rustvogn

27-årige Trine har været med til at begrave flere end 1000 mennesker, og hun har allerede haft 10-års jubilæum som bedemand i familiens virksomhed.

De tætteste kollegaer er hendes forældre og søskende.

Mens andre taler om at finde den rette work-life-balance i arbejdslivet, er det hele smeltet sammen hos familien Blicher-Hansen:

"Vi er gode til at arbejde sammen og til at hygge os som familie imens. Der er ikke en skarp opdeling mellem arbejde og fritid, og det passer os alle godt."

Læs her om Trines karriere, som indebærer et tæt sammenhold i familien.

Sandra er noget så usædvanligt som en tilfreds sygeplejerske

Sandra Bejlegaard er sygeplejerske og kunne ikke drømme om hverken at søge over i det private eller at skifte branche.

Hun er supertilfreds med sit hverv - og går glad på arbejde på Brønderslev Psykiatriske Sygehus.

“Du kan stå i situationer, som er fantastiske, fordi det hele bare går lige præcis, som det skal. Andre gange kan du stå med et menneske, der er i sit livs krise,” siger Sandra Bejlegaard.

Herunder kan du læse mere om, hvad der gør hendes arbejdsglæde så stor - og hvilke redskaber, hun gør brug af.

Det forbudte skifte: ''For mig handlede det ikke om penge, kan jeg helt ærligt sige''

’’Man siger så mange pæne ting i det offentlige. Man siger, at patienten er i fokus. Man siger, at man har respekt for patientens tid. Man lever bare ikke op til det.''

Morten Zebitz Steiness har lavet et skifte fra offentlig ansat overlæge til privatansat på Budolfi Privathospital.

Skiftet var ikke nemt for Morten - og han havde længe svoret, at han aldrig skulle arbejde på et privathospital.

En december aften fik et telefonopkald ham dog til at skifte mening. Og han har ikke fortrudt sit valg.

Læs om Mortens overvejelser ved at gå fra det offentlige til det private sundhedsvæsen.

Præstegerningen var ved at knække Helle. Nu vil hun vise, at teologien ikke kun har sin ret i kirken

I januar 2022 kastede Helle Bundgaard Laursen sin karriere op i luften, da hun sagde sit job, som præst i Sankt Catharinæ Kirke i Hjørring, op.

Det var ikke et let valg, men hun kunne ikke mere. Hun var udbrændt af lange og omskiftelige arbejdsdage.

Og selvom hun elskede teologien, forenede hun sig aldrig helt med sit arbejde som præst i folkekirken og alle dens traditioner.

Men Helle er dog ikke helt færdig med teologien.

I starten af året oprettede hun nemlig et CVR-nummer.

Læs herunder, hvordan hun har tænkt sig at bringe teologien ud i erhvervslivet.