Louise satte arbejdslivet på pause for at rejse med familien - og kom til jobsamtale i Sri Lanka
“Tag chancen og drop madpakker og mødetider for en stund.” Sådan lyder anbefalingen fra Louise Lund Ærthøj. Hun sagde sidste efterår farvel til sit job - til fordel for drømmerejsen med sin mand og deres to små børn. Undervejs blev hun headhuntet til et nyt job - og gennemførte første jobsamtale under helt særlige forhold.
Det er nok de færreste, der sidder på en morgenmadsrestaurant på et hotel i Sri Lanka og sveder i 30 graders varme - og gennemfører en jobsamtale på Teams.
Ikke desto mindre er det netop på den måde, Louise Lund Ærthøj har fået sit nye job på.
“Jeg var ikke så nervøs for selve samtalen. Jeg var mere nervøs for, om strømmen ville gå midt i det hele, for dagen inden var der et større strømsvigt,” siger Louise Lund Ærthøj.
At hun overhovedet skulle gennemføre en samtale under sit ophold i den sydasiatiske østat Sri Lanka skyldes lidt af en tilfældighed. Og var langt fra planlagt.
Hun og hendes mand Anders Lund Ærthøj var nået til den populære ø efter at have rejst i lande som Malaysia, Vietnam, Filippinerne, New Zealand og Australien med deres to små børn.
På LinkedIn havde hun netop sendt en venneanmodning til en tidligere kollega, der delte et stillingsopslag. Og før Louise Lund Ærthøj havde set sig om, blev hun kontaktet af en rekrutteringskonsulent, der ville høre, om Louise Lund Ærthøj var interesseret i jobbet.
Derfor de lidt umage forhold for den indledende jobsamtale.
Louise Lund Ærthøj og hendes mand var på otte måneder henne i deres drømmerejse, da jobsamtalen fandt sted.
De fløj fra Billund Lufthavn i slutningen af september sidste år - efter at have solgt bilen og lejet deres hus ud i 8 måneder. Begge havde sagt farvel til deres job.
Louise var ansat hos vindmølleproducenten Siemens Gamesa - og Anders Lund Ærthøj hos Professionshøjskolen UCN.
Det er nu, vi har allermest travlt, fordi ungerne er små, og vi begge skal passe et fuldtidsjob
Han arbejdede dog på den første del af deres rejse, da han skulle have studerende op til online eksamen. Men ellers havde de fokus på samværet med de to børn, Sofie og Conrad, og på alt det, de oplevede undervejs.
De nød at droppe madpakker og mødetider for en stund.
“Det er nu, vi har allermest travlt, fordi ungerne er små, og vi begge skal passe et fuldtidsjob. Så meget desto mere vigtigt er det at træde nogle skridt tilbage og give børnene noget nærvær - samtidig med, at vi også selv lige trækker vejret, siger Louise Lund Ærthøj.
Hun foretrækker at sammensætte sit arbejdsliv med pauser undervejs og plads til de livsfaser, der naturligt dukker op. Lige nu skal der være plads til at være familie med små børn. Så hellere udskyde pensionen og arbejde lidt længere i den anden ende.
“Vi forventer at skulle være på arbejdsmarkedet i mange år, og derfor giver det mening for os med en pause af og til,” siger hun.
Undervejs på rejsen har de føjet nye dimensioner til familielivet - og også nye kompetencer.
“På sådan en rejse er man jo nødt til at have styr på planlægningen. Vores børn er små, og forholdene kan godt være lidt interimistiske - i hvert fald i nogle af de lande, vi har rejst i,” siger Louise Lund Ærthøj og tilføjer:
“Dét med at være god til at planlægge og dét med at håndtere uventede situationer, kan man helt sikkert bruge i sit arbejdsliv.”
Louise og hendes familie rejste i 241 dage og besøgte disse lande: Malaysia, Singapore, Vietnam, Filippinerne, New Zealand, Australien, Japan og Sri Lanka.
Udgifterne var:
Flybilletter = 97.812 kr.
Leje af bil/autocamper = 67.319 kr.
Benzin = 10.957
Overnatning inkl. campingpladser = 100.377 kr.
Rejseforsikring = 21.704 kr.
Mad og generelle leveomkostninger samt oplevelser har familien ikke holdt styr på, idet det er penge, som familien alligevel ville have brugt i Danmark.
Egentlig havde Louise Lund Ærthøj ikke forventet at få tilbudt et job SÅ tidligt. De var jo knap færdige med deres rejse. Omvendt er det jo også med at slå til, når chancen byder sig, som hun siger.
Jobsamtale nummer to fandt sted dagen efter, at hun og familien landede i Aalborg igen, og hendes nye arbejdsgiver ville gerne have, at hun begyndte så hurtigt, det kunne lade sig gøre.
Mandag 12. juni begyndte hun derfor i et nyt job som HR Controller hos cementproducenten Aalborg Portland.
“Efter en pause på otte måneder ville jeg ikke forhandle om tidspunkt for første arbejdsdag. Og jeg har i den grad fået tid med familien, så mine batterier er virkelig ladet op,” siger Louise Lund Ærthøj og tilføjer:
“Til gengæld har Anders ikke et job endnu, og når det kun er mig, der skal afsted om morgenen, kan vi stadig have en rolig hverdag om børnene.”
Louise Lund Ærthøj vil ikke afvise, at familien tager endnu en rejse på et tidspunkt.
“Det bliver bestemt ikke lige nu, for børnene skal jo også begynde i skole på et tidspunkt. Men for os er det at rejse den ultimative måde at koble af på, så hvis vi vælger noget andet, vil det helt sikkert blive en pause mere i dén retning,” siger hun og tilføjer:
“Jeg kan helt sikkert anbefale andre at rejse ud. Det er givende på rigtig mange måder, og man får skabt minder for livet.”