Arbejdskraft

Ny branche uden bold: Det tager Morten med fra mere end et årti hos AaB

Morten Brinkmann stoppede før jul som salgschef i AaB A/S. Her fortæller han fem ting han har lært af årene i Nordjyllands mest omtalte virksomhed.

Foto: Rasmus Estrup

"Kære netværk, jeg stopper i AaB A/S men ikke endnu...."

Sådan skrev den professionelle fodboldklubs nu daværende salgschef Morten Brinkmann i et opslag på LinkedIn tilbage i oktober. Efter mere end 10 år i AaB trængte han til nye udfordringer og havde sidste arbejdsdag på klubbens anlæg på Hornevej 15.december 2023.

" Jeg havde været i flere roller hos AaB gennem mere end ti år. De sidste fire år var som salgschef og efter lange overvejelser, nåede jeg frem til, at jeg havde givet, det jeg kunne og både fagligt og personligt havde behov for nye impulser," fortæller Morten Brinkmann.

Klar til at lære 

Efter salgschefen offentligt havde meldt ud, at han stoppede i AaB, kom der flere henvendelser, og Morten Brinkmann var så privilegeret, at han selv kunne vurdere, hvad det arbejdsmæssige bedste skridt for ham ville være. I starten af januar fortalte han, igen på LinkedIn, at de næste jobmæssige udfordringer bliver som pensionschef hos NORTH pensionsagentur.

" Jeg har nok ikke taget den samme vej, som mange andre i den branche, og jeg kommer med nogle andre ting. Vi tror på, at det er et godt match. Jeg er ydmyg og klar til at lære nyt, og kommer så til gengæld med en lidt anden vinkel på tingene med mit netværk, og den måde jeg rådgiver og sælger på," vurderer Morten Brinkmann.

Netværk og navigation

Til sin nye boldbane tager han nemlig masser oplevelser og erfaring med sig fra den, på godt og ondt, mest profilerede virksomhed i Nordjylland.

Det skal kommunikeres åbent og ærligt, og samtidig skal alle have det de betaler for og helst lidt mere, så de får en følelse af at være specielle.
Morten Brinkmann, kommende pensionschef, NORTH

Her er fem af de vigtigste ting, som Morten Brinkmann har lært af sine år i AaB.

1. Opbyg dit netværk: Det er altafgørende. I forbindelse med mit kommende job hos NORTH har jeg f.eks. ikke været ude og søge på markedet. Jobbet er kommet til mig via det netværk, jeg har bygget op gennem årene. Mange synes, jeg var enormt modig ved at kaste alle bolde op i luften, men jeg havde en stor tro på, at jeg via mit netværk kunne finde mit nye drømmejob, og det lykkedes.

2. Hold styr på dine interessenter: Det er nødvendigt, at helheden tænkes ind, når der træffes beslutninger. Ligegyldigt hvad der sker hos NORTH, tror jeg ikke, at jeg finder et sted, hvor der er så mange interessenter, som der er i AaB. Det har jeg lært rigtig meget af at skulle navigere i. Der er altid nogen, som har en holdning, og mange der kommer med input. Vi skal ikke nødvendigvis høre dem alle sammen, men som minimum tænke over, hvilke konsekvenser det vi gør får hos dem.

3. Lær at navigere i både store og små virksomheder: Jeg har arbejdet med alt fra små lokale virksomheder til et internationalt firma som tøjsponsoren Macron. Alle er vigtige, men nogen har selvfølgelig rettigheder til mere end andre. Det skal kommunikeres åbent og ærligt, og samtidig skal alle have det, de betaler for og helst lidt mere, så de får en følelse af at være specielle.

4. Adskil følelser og forretning: Det er nødvendigt, når du er i et firma, som rigtig mange mener noget om og føler for. Jeg har selv været AaB-fan, siden jeg var dreng, og har skullet finde en balance mellem, hvornår jeg var på arbejde, og hvornår jeg havde fri. En af de ting jeg nok ikke kommer til at savne, er konstant at blive spurgt om AaB i min fritid.

5. Vær åben for internationalt samarbejde: Jeg har f.eks. prøvet at arbejde med UEFA efter mesterskabssæsonen i 2014 og senest de nye ejere i AaB. Det har været spændende at få nye inputs både sportsligt og kommercielt fra dem og deres netværk. Det vigtige er, at man grundlæggende har de samme værdier, og det oplevede jeg, at vi havde i AaB. 

Morten Brinkmann tiltræder hos NORTH 1.marts.