Unge føler sig som imposters – andre frygter, de er "faldet af på den"
Forskere har opdaget et nyt syndrom, som minder om ”imposter”-syndromet. Det rammer ofte folk, der mangler anerkendelse. Læs om syndromet her, og hvordan de danske arbejdspladser mindsker det.
Begrebet ”imposter”-syndromet har længe været kendt.
Faktisk blev begrebet første gang nævnt i en videnskabelig artikel fra teoretikerne Clance and Imes tilbage i 1978.
Sidenhen er begrebet efterhånden blevet alment kendt, og vi har også her på Vigeur skrevet om imposter-syndromets mange sider.
Nu har begrebet fået en bror. Nemlig the-worn-out syndrome, som på dansk kaldes ”faldet-af-på-den”-syndromet.
Imposter-syndromet handler om de unges usikkerheder på arbejdsmarkedet og om, hvorvidt de har gjort sig fortjent til en plads ved bordet. Faldet-af-på-den-syndromet rammer dem i den anden ende af arbejdslivet - altså seniorerne
Begrebet er blevet til på baggrund af et studie, som bygger på etnografisk feltarbejde i Danmark blandt små- og mellemstore virksomheder inden for finans- og produktionsbranchen.
En række forskere fra Københavns Universitet – heriblandt Aske Juul Lassen – har interviewet 92 seniormedarbejdere, ledere, tillidsrepræsentanter og HR-medarbejdere i otte forskellige virksomheder.
”I vores data kunne vi se nogle mekanismer, der mindede om imposter-fænomenet. Vi har derfor ladet os inspirere af det begreb. Der er dog væsentlige forskelle mellem dét og ”faldet-af-på-den”-syndromet,” fortæller Aske Juul Lassen, der er lektor i etnologi og aldring på Center for Humanistisk Sundhedsforskning på Københavns Universitet.
”Imposter-syndromet handler om de unges usikkerheder på arbejdsmarkedet og om, hvorvidt de har gjort sig fortjent til en plads ved bordet. Faldet-af-på-den-syndromet rammer dem i den anden ende af arbejdslivet - altså seniorerne.”
Deri ligger også forskellen, at seniorer, der er ramt af ”faldet-af-på-den”-syndromet, ikke betvivler deres egen værdi, som imposter-ramte gør. I stedet er de ramt af usikkerheden om, hvorvidt deres kollegaer og ledere kender til deres værdi og synes, de er gode nok.
”Seniormedarbejdere internaliserer stereotyperne om ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet. Faldet af på den-syndromet behøver derfor ikke at have noget at gøre med, hvad kollegerne synes om den ældre medarbejder, men handler ofte om, hvad seniormedarbejderen tror, at kollegerne tænker om hende eller ham."
"Når man kombinerer den mekanisme med frygt for at blive dårligere til sit arbejde med alderen, bliver usikkerheden så stor, at den desværre fører til tidlig pensionering for mange,” siger Aske Juul Lassen desuden i en pressemeddelelse.
Store konsekvenser for de ramte
Er man blevet ramt af ”faldet-af-på-den ”-syndromet har man det sjældent godt. Studiet fra Københavns Universitet viser faktisk, at mange af de ramte overvejede at forlade arbejdsmarkedet.
”En del af dem, vi har interviewet, overvejer at gå på pension på grund af syndromet, og der er også enkelte, som allerede har besluttet sig for at gå på pension, hvor syndromet var en del af beslutningen.”
”Beslutningen om at gå på pension er sjældent noget, der bliver udløst af én enkelt faktor, og det er det heller ikke her, men vi kan se, det har været en del af beslutningen hos vores interviewpersoner,” fortæller Aske Juul Lassen.
Undersøgelsen viste også, at mange, der oplever syndromet, ofte er lidt mere tilbagetrukne.
Mange ledere får større fokus på anerkendelse, men det virker til, at der er mange, der overser de seniorer, som måske har været selvledende i 20 år.
Derudover gisner forskerne i deres artiklen om, at det ofte rammer vidensarbejdere end produktionsmedarbejdere.
”Resultaterne kommer jo af en undersøgelse, som er lavet på baggrund af et feltstudie i produktions- og finansbrancherne. Og vi gisner om, at det er noget, der oftere rammer vidensarbejdere,” siger Aske Juul Lassen og fortsætter:
”Først og fremmest fordi vi kunne se meget i finansbranchen og ikke så meget i produktionsbranchen, og så mener vi, det kan have noget at gøre med, at ”den nedslidte krop” er ekstremt polariseret og har fyldt meget i mange år gennem fagforeningerne – sidst aktualiseret med Arne-pensionsdebatten.
Så det med at være kropsligt, fysisk nedslidt er ikke på samme måde omgærdet med tabu, som vi kan se, det er for de medarbejdere, der arbejder inde i deres hoveder – altså med den mentale muskel.”
Det er ledelsens ansvar
I studiet fortæller en nu pensioneret kvinde, hvordan hun rammes af syndromet.
Mens hun stadig arbejder, ankommer en yngre mand til arbejdspladsen. Han er langt under hende i ledelseslaget, men har dog stadig nogle ledelsesfunktioner.
Lige pludselig oplever hun, at alle medarbejderne lytter langt mere til ham end til hende, selvom hun egentlig siger nogenlunde det samme, og det er mere kompetent, det hun siger.
Men ingen lytter til hende.
Oplevelsen begynder at sætte sig i hende.
For er hun nu dén kollega, som de andre tænker, der for længst burde være gået på pension?
Tænker de andre, hun burde trække sig fra arbejdsmarkedet?
Fordi det er så svært at snakke om den slags med sine kollegaer, så er det en snak, hun aldrig rigtig får taget hul på, og hun vælger derfor at gå på pension.
”Vi kan jo se, at det er svært for seniorerne selv at igangsætte en samtale med deres kollegaer eller ledere om deres arbejdsindsats og om de synes, man er ved at blive for gammel,” siger Aske Juul Lassen.
Derfor mener han, at det først og fremmest er et ansvar, der ligger hos lederne.
”Der ligger et ansvar hos særligt ledere om at huske at anerkende seniormedarbejdere. Det behøver ikke nødvendigt handle om et stort tiltag, men mere i den daglige ledelse."
"Mange ledere får større fokus på anerkendelse, men det virker til, at der er mange, der overser de seniorer, som måske har været selvledende i 20 år. Ofte kan det være svært at finde nogle yngre medarbejdere, som kan overtage deres arbejdsindsats, fordi de er så enormt erfarne. Men de er blevet så naturlig en del af en arbejdsplads, at man ofte glemmer at anerkende dem for det,” siger Aske Juul Lassen.
Konsekvensen på længere sigt
Især de seneste år har vi talt meget om manglen på arbejdsudbuddet. Også om hvordan vi holder folk på arbejdsmarkedet.
Ifølge Aske Juul Lassen er håndteringen af ”faldet-af-på-den”-syndromet netop en måde, man kan få folk til at blive længere.
”Man kan se på forskning på området, at der hele tiden er tre faktorer, som er helt centrale for at holde folk på arbejdsmarkedet: Folks helbred, trivsel på arbejdspladsen og mulighed for indflydelse på arbejdslivet.
Og de sidste to faktorer er noget af det, man vil kunne imødekomme ved at anerkende og have en god dialog for at imødegå det her syndrom.
Så hvis man gerne vil undgå, at folk trækker sig tilbage og i det hele taget holde på dem, så er det en god ide at forsøge at tackle det her ”faldet af på det”-syndrom,” siger han.
