Gramsefesten er fæl – men her bør andre gøre som Lizette Risgaard

“Årh, hold dog op!” sagde Lizette Risgaard til den 21-årige mand, som trak sig væk fra hende, da hun ville danse tæt til en julefrokost i 2016.

Det er jo harmløs sjov mellem formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation og en tidligere studentermedhjælper, lod hun indirekte forstå.

Det var det tilsyneladende også, når Lizette Risgaard listede sin hånd ned på røven af unge mænd og lod den hvile dér. Eller når hun rutineret fandt vej mellem knapperne i deres skjorter.

Nu har krænkelserne kostet én af Danmarks mest magtfulde mennesker jobbet – og forløbet op til virkede på mange måder forudsigeligt:

Endnu en sag om krænkelser. Endnu en advokatundersøgelse. Og endnu en selvbetalt orlov, som mere eller mindre frivilligt kom i stand.

Alligevel er noget anderledes i denne sag: nemlig hovedpersonens kommunikation. Det mener Morten Holm-Nielsen, der som selvstændig har arbejdet med disciplinen i 25 år.

“Det nemmeste er selvfølgelig bare at opføre sig ordentligt,” siger han om håndtering af kriser og krænkelsessager. “Men hvis dét tog er kørt, bør man tage ved lære af Lizette Risgaards krisekommunikation.”

Lizette Risgaard kom ualmindeligt godt fra start, mener Morten Holm-Nielsen:

“Fordi hun med det samme går ud på Facebook og erkender, at der ér et problem. Til forskel fra andre sager vi har set, sår hun ikke tvivl om, hvorvidt der har fundet krænkelser sted. Og hun er forfriskende klar i spyttet omkring sin adfærd.”

I sit Facebook-opslag den 27. april skrev Lizette Risgaard blandt andet:

Jeg har udvist en upassende adfærd. Jeg har handlet uprofessionelt som leder. Og jeg har slet ikke været bevidst om min egen position og den magt, som naturligt følger med.

“Der er ingen forkølede henvisninger til, at det var en anden tid, og ingen bitre ord om forfølgelse og heksejagt. Bare en uforbeholden undskyldning,” lyder det anerkendende fra Morten Holm-Nielsen, der selv hjælper virksomheder med skriftlig kommunikation.

Facebook-opslaget blev offentliggjort før krisemødet i Fagbevægelsens Hovedorganisation, som var udløst af Berlingske og Ekstra Bladets afdækning af formandens krænkelser.

Og dén timing var velvalgt ifølge Morten Holm-Nielsen:

“Fremfor at gå i flyverskjul, som vi ofte har set, forsøger Lizette Risgaard at komme skandalen i forkøbet. Derfor indkalder hun forretningsudvalget og går selv på Facebook inden hastemødet. Rent kommunikativ er det smart, fordi man har langt bedre chance for at præge stemningen, hvis man indrømmer sine fejl med det samme.”

Når sagen om Lizette Risgaards krænkende adfærd alligevel er så betændt, skyldes det selvfølgelig, at det netop er hendes og fagbevægelsens opgave at sikre danskerne et godt og trygt arbejdsmiljø.

Det rimer dårligt med seksuel chikane – og endnu dårligere, når Lizette Risgaard ligefrem har gjort #MeToo til en personlig mærkesag.

“Derfor er det mildt sagt tonedøvt og verdensfjernt, når Lizette Risgaard senere udtaler, at hun godt kan fortsætte som formand, mens advokatundersøgelsen går sin gang.”

Allerede dér skulle hun ifølge Morten Holm-Nielsen have kendt sin besøgelsestid og snarere koncentreret sig om en værdig afsked.

Lizette Risgaard valgte en anden – mere velkendt – strategi.

To dage efter sit første opslag gav hun piben en anden lyd. Efter hårdt pres fra flere kanter gik Lizette Risgaard på Facebook for at offentliggøre sin beslutning om at trække sig som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation:

Jeg synes, jeg har skullet lægge øre til meget de seneste døgn – også meget, som jeg mener ikke er rigtigt. Jeg vil ikke gennemgå sagen her, men overlade det til advokatundersøgelsen hos Kromann/Reumert, skrev hun blandt andet i opslaget:

Og så blot stilfærdigt minde om, at ikke alle nuancer eller politiske motiver kommer frem, når sager som dét, der er foregået her, sendes igennem mediemøllen.

“Det er her, kæden springer af. Præcis som den gjorde for de dopede cykelryttere tilbage i 90’erne,” siger Morten Holm-Nielsen.

“På ingen tid skifter retorikken fra, at hun tager det fulde ansvar og er stærkt selvkritisk – til at hun pludselig bliver irriteret over den modstand, hun møder, og går i offensiven mod journalister, der gør deres arbejde. Det sidste er den model, vi kender fra Bjarne Riis og Lance Armstrong – og som vi også har set i en lang række sager om kriser og krænkelser.”

Men ifølge Morten Holm-Nielsen er det altså et stærkt kommunikationsvåben at tale uden forbehold og uld i munden:

“Og når Lizette Risgaard klogt lagde ud med dén strategi, så havde det tjent hende bedre at holde fast i det.”