Nordjysk milliardvirksomhed lader sine ansatte spille golf og bordtennis i arbejdstiden – men frygter ikke for bundlinjen af én særlig grund
Hos den nordjyske virksomhed Nowaco har man åbnet et nyt træningscenter med fitness, yoga og golfsimulator. Det sker efter virksomhedens rekordregnskab sidste år. Medarbejderne kan blandt andet bruge det i arbejdstiden, men det kræver særligt én ting, hvis det skal blive en succes for virksomheden.
I det store lokale står løbebånd side om side med bænke til at løfte vægte og maskiner til at træne alt fra maven og ryggen til ben og lår.
På væggen lyser en skærm, hvorfra man kan styre musikken, der kan spille hele lokalet op fra den nærliggende Soundboks.
I den ene ende afskærer tunge gardiner et rum fra de andre maskiner. Måtter, falske stearinlys og små skumklodser vidner om, at det skal bruges til yoga.
Den aalborgensiske milliardvirksomhed Nowaco har investeret i et træningslokale, som medarbejderne kan bruge til fri afbenyttelse.
“Vi opfordrer medarbejderne til at træne to gange om ugen, hvor den første halve time er betalt af firmaet. Ellers kan man bruge det både før og efter arbejde,” siger Tom Leth Jensen, driftsdirektør i Nowaco.
Han smiler, da han drejer fra fitness-/yogarummet og ind i et tilstødende lokale.
På gulvet er der lagt kunstigt græs, der ender ud i et stort lærred på væggen.
“Jeg er nok ikke den, der bruger det her lokale mindst,” smiler han og finder sit golfudstyr frem, der overvintrer i lokalerne under Nowacos kontor.
Udover fitness og yoga har virksomheden investeret i en golfsimulator, hvor de 89 medarbejdere kan spille baner fra hele verden.
“Vi er en del, der spiller golf. Men der er også mange, der ikke spiller golf, der synes, det er skide sjovt at prøve.”
Nowaco nedsatte et fitnessudvalg, hvor fire medarbejdere fik nøglen til de 500 kvadratmeter samt et budget, så de kunne indrette lokalerne.
Træningslokalerne åbnede 1. oktober for medarbejderne. På sigt skal det også være muligt for medarbejdernes familie at benytte lokalerne.
Rekordregnskab skal smitte af på medarbejderne
Nowaco, der sælger frosne fødevarer i hele verden, leverede sidste år et rekordregnskab.
I 2022 lød årsresultatet på 56,5 millioner kroner efter skat.
Virksomheden endte med at omsætte for 3,4 milliarder kroner. Det er en stigning på 11 procent i forhold til året før.
Det resultat ville virksomheden gerne dele med sine medarbejdere, så da etagen under deres kontor blev ledig, slog ledelsen til.
“Vi har mange unge mennesker med små børn, der tidligere har dyrket meget sport. Men de har svært ved at finde tid til det. Så på den her måde mente vi, at vi kunne tilgodese mange af vores medarbejdere,” siger Tom Leth Jensen.
Samtidig er investeringen også en måde for Nowaco at tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere.
Arbejdsløsheden er rekordlav i Danmark, og derfor oplever flere danske virksomheder, at det kan være vanskeligt at rekruttere og fastholde nye medarbejdere.
Det samme problem har Nowaco oplevet, fortæller driftsdirektøren.
“Der er kamp om de rigtige og dygtige medarbejdere, og jeg tror, at de unge sætter pris på nogle helt andre ting, end da jeg var ung. Dengang var det bare et spørgsmål om at have et job. I dag leder de unge efter en anden balance i tingene.”
Rygning og bordtennis
I gangen op til det store åbne kontorlandskab står der et bordtennisbord, der vidner om en arbejdsplads, der gerne vil gøre noget ekstra for medarbejderne.
“Da vi satte det op, skulede de ældre medarbejdere lidt over, om man nu også skulle spille bordtennis i arbejdstiden, men nu er det blevet en integreret del af arbejdstiden, hvor man kan få fem minutters hjernepause ved bordtennisbordet,” siger Tom Leth Jensen.
“I gamle dage gik folk ud og røg. Nu spiller de bordtennis. Det giver en fed stemning, og det er nok den vej, man er nødt til at gå, hvor medarbejderne har frihed under ansvar.”
Med bordtennis, fitness, golf og yoga lige i nærheden, sætter det også et krav til både ledelsen og medarbejderne.
Hos Nowaco bliver hver medarbejder målt på, om de når deres tal for måneden, og det er en vigtig faktor i arbejdslivet med frihed under ansvar, mener Tom Leth Jensen.
“Det er klart, at det er en arbejdsplads - ikke en bordtennisklub. Så folk kan jo ikke stå derude hele tiden, så det kræver, at der er nogle klart definerede mål for alle medarbejderne, som de skal nå,” siger han.
“Men når medarbejderne de tal, selvom de spiller bordtennis engang imellem, så er alle jo glade og tilfredse.”