Arbejdspladsen

Ny undersøgelse: Du bliver fyret, så de andre kan holde varmen

En ny undersøgelse viser, at hver tredje chef forventer at fyre inden for det næste halve år. Af dem er halvdelen af afskedigelserne en direkte konsekvens af de stigende energipriser.

Foto: Bethany Legg/Unsplash.com Foto: Bethany Legg/Unsplash.com

Du står med en fyreseddel i hånden.

Det samme gør ansatte på 33,7 procent af de arbejdspladser, en ny undersøgelse fra fagforeningen Lederne har adspurgt.

Danskerne kigger ind i en mere usikker jobsituation, som blandt andet skyldes de stigende energipriser.

I undersøgelsen svarer 33,7 procent af de i alt 1430 adspurgte chefer i det private, at de forventer at afskedige medarbejdere i løbet af de næste seks måneder.

En del af dem der allerede har måttet fyre forventer også, at de må gøre det igen.

Ikke tid til panik - endnu

Selvom prognoserne lyder nedslående, er det ifølge Niklas Praefke, cheføkonom hos Lederne, endnu ikke tid til at gå helt i panik. Han er, trods den usikre fremtid, forholdsvis fortrøstningsfuld:

”Der er flere ting, man skal huske på. For det første er det jo kun 1/3, der vil fyre. Det betyder, at det stadigvæk er 2/3, der ikke har planer om det. Derudover er der jo altid virksomheder, der fyrer. Energikrise eller ej,” siger cheføkonomen og tilføjer:

”Afskedigelserne er desværre forventeligt med inflationen og de stigende energipriser, men det er heldigvis ikke det værste tidspunkt, det kommer på. Når man kigger på arbejdsmarkedet, er beskæftigelsen høj. Det kan være en stor fordel, når mange af de fyrede skal i job igen. Der er selvfølgelig en stor usikkerhed forbundet, og det er svært at forudsige.”

Energipriserne er spillets joker

Halvdelen af de adspurgte chefer, der svarede ja til fremtidige afskedigelser, svarede ligeledes ja til, at disse ville komme som en direkte konsekvens af de stigende energipriser.

Og den problematik kalder på handling, lyder det fra Niklas Praefke:

”Det er særligt energipriserne, som volder virksomhederne problemer. Det er en enorm svær situation. På den korte bane er langt de fleste virksomheder låst i forhold til energiforsyningen. Her er den eneste hjælp at spare på energien. Men på den længere bane er det vigtigt med politiske tiltag, der kan sikre billigere og vedvarende energi og et mere stabilt arbejdsmarked.”

Det kan virke paradoksalt, at flere virksomheder opruster, mens andre afskediger
Niklas Praefke, Cheføkonom, Lederne

Eftersom energipriserne er lige så usikre, som vinden blæser, opfordrer Niklas Praefke til, at cheferne kun ser afskedigelser som absolut sidste udvej:

”Det er på mange måder en fascinerende tilstand, vi befinder os i, hvor høj beskæftigelse og inflation begge hersker. Vi står jo i en situation, hvor arbejdskraft er en kæmpe mangelvare, så hvis man først begynder at fyre, kan det være svært at få folk tilbage igen. Det er absolut en svær situation, og jeg er da også helt sikker på, at cheferne gør sig samtlige overvejelser, inden de fyrer.”

Ifølge cheføkonomen er der også tiltag, medarbejderne selv kan vende blikket mod. Eksempelvis vil lønsikring kunne skabe en øget økonomisk stabilitet, hvis man skulle ende i en situation uden job.

”Denne problematik er større i nogle brancher end andre, og det kan virke paradoksalt, at flere virksomheder opruster, mens andre afskediger. Vi skal passe på med at skære dansk erhvervsliv over én kam.”