Der er noget, vi har brug for at snakke om
29. januar 2025
I DI Vendsyssel, Aalborg og Thy-Mors har vi haft fokus på et centralt spørgsmål: Hvordan står det til med Nordjyllands økonomi?
Tallene viser en bekymrende tendens. I flere år har produktivitetstilvæksten i Nordjylland været aftagende, og nu begynder den at vise tegn på at være decideret negativ.
Hvad skyldes udviklingen? Er det branchebestemt? Måske mangel på risikovillig kapital, kvalificeret arbejdskraft eller for få digitale løsninger ude i virksomhederne? Eller er det blot fraværet af de store superstjernevirksomheder?
Hvis sidstnævnte er tilfældet, er det en national udfordring, der kræver nationale reformer. Uanset årsagen kan vi ikke ignorere udviklingen.
Løsningen kræver viden, politisk vilje og samarbejde mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører. Heldigvis har vi stærke spillere som Aalborg Universitet, UCN og Erhvervshus Nordjylland.
Nu handler det om at samle kræfterne og handle – sammen kan vi styrke produktiviteten og konkurrenceevnen i Nordjylland.