Stort tillykke til Morsø Kommune med titlen som Nordjyllands mest erhvervsvenlige kommune! 💪
5. september 2024
Resultaterne af Dansk Industris årlige lokale erhvervsvenlighedsmåling er netop blevet offentliggjort, og på Mors har det i den grad givet anledning til skulderklap og fejring.
For selvom barren var sat højt efter sidste års flotte 7. plads, lykkedes det igen kommunen at kravle endnu højere op på listen.
I år kan Morsø nu kalde sig landets 4. mest erhvervsvenlige kommune – og den mest erhvervsvenlige i Nordjylland Om Morsøs resultat, udtaler DI Thy-Mors’ bestyrelsesleder, Tage Odgaard Nielsen: “Vi oplever altid kommunen som opsøgende, løsningsorienteret og nytænkende i bestræbelserne på at skabe de bedste mulige vilkår for vores lokale virksomheder. Vi spiller på det samme hold, og det tror jeg er en stor del af forklaringen på Morsøs flotte placering i årets undersøgelse”
Den analyse deler borgmester, Hans Ejner Bertelsen også: ”Jeg er utroligt glad for og stolt af, at vi er Nordjyllands bedste og Danmarks fjerde mest erhvervsvenlige kommune. Æren skal deles med hele Mors – for det er resultatet af en samlet indsats. Vi har dygtige virksomheder med dygtige medarbejdere, kommunens medarbejdere gør det godt, og der er en samlet politisk vilje til at prioritere gode rammer for erhvervslivet. Vi vil også bruge undersøgelse til at se, hvor vi kan gøre det endnu bedre, og hvad vi skal fortsætte med. For selvom vi er en mindre kommune, så er vores ambitioner store”
I bestyrelsen deler vi de store ambitioner for Mors, og vi ser frem til et forsat tæt samarbejde.