De sidste otte år har Mikkel haft lærlinge – hvert år stiller han dem ét krav
Hvert år starter en ny elev i lære hos Thorhauge Anlægsgartneri. Selvom der er mangel på arbejdskraft i branchen, er der ét krav, eleverne skal leve op til for at sikre, at det bliver en succes for både dem og virksomheden.
Når den næste nye elev starter hos Thorhauge Anlægsgartneri til sommer, gentager direktøren ét krav, som de andre elever – og hans medarbejdere – også fik at vide i deres spæde opstart.
De skal møde til tiden.
For gør de det, ved den administrerende direktør Mikkel Thorhauge, at eleverne er engagerede nok til at ville det. Og så skal han nok sørge for at lære dem resten.
”Det vigtigste, lederen kan gøre, er at forklare eleven, at forløbet skal blive en succes for alle. Og det skal det nok blive, hvis de kan møde til tiden og er villige til at lære,” siger Mikkel Thorhauge og uddyber:
”Det er alfa og omega, at eleven gerne vil det og er engageret. Ellers er der et dårligt udgangspunkt for at få det til at fungere.”
Det har direktøren selv oplevet.
Det er alfa og omega, at eleven gerne vil det og er engageret. Ellers er der et dårligt udgangspunkt for at få det til at fungere
Siden han startede med at tage lærlinge ind for otte år siden, har Mikkel Thorhauge haft to elever, hvor han på et tidspunkt måtte erkende, at det aldrig ville komme til at fungere.
Også selvom det betød, at han måtte give afkald på dem som kvalificeret arbejdskraft i en branche, hvor man forventer et tab på cirka 2.080 fagpersoner på ti år, hvoraf en tredjedel er anlægsgartnere.
”Vi er mange, der har haft dårlige oplevelser med elever. Inklusiv mig selv. Og hvis eleven ikke engagerer sig, gælder det om at få afsluttet uddannelsesforløbet. For så får hverken jeg, mine medarbejdere eller eleven en god oplevelse under uddannelsesforløbet,” siger Mikkel Thorhauge.
En gevinst for både elever og virksomheden
Direktøren oplever, at engagement er med til at øge vidensniveauet – især når eleverne befinder sig på hvert deres uddannelsestrin.
Selv er det 10 år siden, at Mikkel Thorhauge færdiggjorde uddannelsen til anlægsgartner på Sandmoseskolen i Brovst, hvor størstedelen af hans elever kommer fra.
Derfor er direktøren – ifølge ham selv – ikke altid opdateret på, hvordan det foregår på skolen.
Men her træder de engagerede elever gerne til.
”Vi har elever på forskellige niveauer i uddannelsen, og de er rigtig gode til at bruge hinanden til at vidensdele, men også til alt det praktiske der følger med et skoleophold. Det glæder mig meget, og jeg bliver rigtig stolt af dem,” siger direktøren.
Siden 2016 har Støvring-virksomheden Thorhauge Anlægsgartneri taget minimum én ny elev ind hvert år.
Ifølge direktør Mikkel Thorhauge kommer gevinsten dog ikke først, når eleverne er uddannede.
Den kan virksomheden og medarbejderne nyde godt af længe før, eleverne har bestået deres sidste eksamen.
”Vi udvikler os meget som virksomhed med eleverne. De kommer tilbage fra hvert skoleophold med ny viden, der får dem til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi gør, som vi gør. På den måde bliver vi også løbende udfordret,” fortæller han.
Mikkel Thorhauge har på nuværende tidspunkt tre elever i lære.