“Højere løn skaffer ikke flere medarbejdere.” Men Christina og hendes hold har måske løsningen
Christina Viffert frygter, at lønsnakken bliver en politisk sovepude. Plejehjemslederen vil have fokus på de tiltag, som ældreplejen virkelig har brug for. Og hun er villig til at gå langt for at sikre dem i kommunen.
2.500 kroner mere i løn om måneden.
Det mener Mette Frederiksen (S), at landets sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger og fængselsbetjente fremover skal have.
Men det er ikke ubetinget sød musik i ørerne på Christina Viffert, der er plejehjemsleder på Lundbyescentret i Aalborg og aktuelt kåret som Årets Leder i Nordjylland.
Hun under “selvfølgelig” sine medarbejdere en højere løn – men frygter også, at snakken om løn bliver en politisk sovepude, der fjerner fokus fra de tiltag, som ældreplejen virkelig har brug for.
“Ingen drømmer jo om en fed hyre og belastningsstress,” siger Christina Viffert, der selv var i erhvervspraktik på netop Lundbyescentret som 15-årig i 1996.
“Derfor vil jeg 10 gange hellere gøre alt, hvad jeg kan for, at mine medarbejdere trives godt her og kan bruge deres kræfter på dét, de brænder for.”
At hjælpe et andet menneske står der ifølge Christina Viffert i hver eneste jobansøgning, hun modtager.
Hvad virker lige nu?
På Lundbyescentret i Aalborg ligner gulvet et helt almindeligt plankegulv. Men det er sensorgulve, som automatisk registrerer, hvis en beboer falder eller spilder noget.
“Vi får også besked, hvis en beboer er på vej op af sengen om natten, eller hvis en ellers selvstændig beboer har været på badeværelset tilpas længe,” siger Christina Viffert, mens hun viser rundt på én af plejecentrets 66 stuer.
Alle døre på plejecentret registrerer automatisk, hvor beboerne opholder sig henne, og en såkaldt demensring alarmerer personalet, hvis de er på vej væk fra grunden.
Du kan godt købe velfærdsteknologi for et engangsbeløb. Men du kan altså ikke købe mere sundhedspersonale, når vi står i en kæmpe rekrutteringsudfordring.
Det er alt sammen sundhedsteknologi, der giver beboerne frihed og tryghed. Og som letter arbejdet for medarbejderne, når de ikke skal bruge kostbare minutter på at lede efter en beboer eller gå stuegang, mens beboeren alligevel sover eller fint klarer sig selv.
Ifølge Christina Viffert nytter det ikke noget at diskutere, om man i ældreplejen skal bruge penge på sundhedsteknologi eller mere sundhedspersonale:
“For du kan godt købe velfærdsteknologi for et engangsbeløb. Men du kan altså ikke købe mere sundhedspersonale, når vi står i en kæmpe rekrutteringsudfordring, hvor der ikke ér mere sundhedspersonale.”
Aktuelt arbejder knap 70 procent af sosu-assistenterne fuldtid på Lundbyescentret.
Ikke nødvendigvis en bemærkelsesværdig procentdel for udefrakommende – men i ældreplejen er det en bedrift, som Christina Viffert skal fortælle om på kommunernes udviklingscenter, Komponent, i oktober.
Mange spørger, hvordan vi kan holde til at arbejde 37 timer om ugen. Men hos os siger vi, at vi ikke kan holde til at lade være.
“Det er jo en kulturændring, som Aalborg Kommune generelt gør en stor indsats for. Blandt andet ved, at alle stillinger skal slås op på fuldtid,” siger hun og fortæller om Lundbyescentrets filosofi:
“Mange spørger, hvordan vi kan holde til at arbejde 37 timer om ugen. Men hos os siger vi, at vi ikke kan holde til at lade være.”
Når sosu-assistenterne arbejder fuldtid, går de ikke hjem med samme følelse af utilstrækkelighed, og for Christina Viffert bliver det nemmere at lægge en vagtplan, som kan bære sygdom og individuelle ønsker.
For de medarbejdere, der ikke kan arbejde fuldtid, er hun fortaler for flexjob og senioraftaler.
Og så er det for Christina Viffert afgørende at få andre fagligheder til at løse de opgaver, der ikke handler om det sundhedsfaglige:
“Der er rigtig mange i flexjob, som er gode i et køkken eller til at ordne vasketøj. Og der er heller ingen grund til, at uddannede sosu’er og sygeplejersker skal gå og gøre rent. Her har vi stor glæde af husassistenter og rengøringsassistenter,” siger hun og peger på de 75 ansøgninger, hun fik, da hun senest søgte en ufaglært husassistent.
Til sammenligning har hun indtil videre fået en håndfuld ansøgninger til den sosu-assistent, hun søger lige nu.
Christina Viffert er 42 år og mor til tre store sønner.Som 15-årig var hun i erhvervspraktik på Lundbyescentret i Aalborg, hvor hun siden 2020 har været plejehjemsleder. Hun har været aktiv i ældreplejen hele sit arbejdsliv og blev i 2014 forfremmet til leder.Lundbyescentret tæller i dag 66 stuer og knap 50 sosu’er, assistenter og flexjobbere. Derudover er der tilknyttet op mod 40 elever.I 2022 vandt Christina Viffert Den Nordjyske Ledelsespris efter indstilling fra sine medarbejdere.Nu planlægger hun at gå ind i kommunalpolitik for at udvikle ældreområdet.
Hvor skal der akut gøres noget?
Christina Viffert kalder det sin fornemmeste opgave at sikre sine medarbejderes trivsel, fordi det smitter direkte af på beboernes trivsel.
Og med beboere på samtlige 66 stuer – plus flere på venteliste – lader det umiddelbart til at gå godt på Lundbyescentret i Aalborg.
Så hvorfor står Christina Viffert i “en kæmpe rekrutteringsudfordring”?
“Der er stadig alt, alt for meget dokumentation,” siger hun om det bureaukrati, der tærer på hele sundhedssektoren.
Jeg tænker nogle gange på, om samfundet er blevet for ambitiøst. Vi skal nå det hele. Vi skal dokumentere det hele. Men vi kan jo ikke det hele.
“Afbureaukratisering var et tema i regeringsgrundlaget. Vi skal have mindre dokumentation. Men jeg kan bare konstatere, at der bliver mere af det. Så jeg synes ikke, det har nogen effekt.”
“Jeg tænker nogle gange på, om samfundet er blevet for ambitiøst. Vi skal nå det hele. Vi skal dokumentere det hele. Men vi kan jo ikke det hele. Vi er ikke nok folk.”
Derfor må man ifølge Christina Viffert kigge på lovgivningen. Og er den berettiget for beboerne og medarbejdernes sikkerhed, må man invitere andre faggrupper ind i ældreplejen.
“Jeg har for eksempel tænkt på, at man kunne få HK’ere til at være med til lægesamtalerne, så de kan sidde og skrive samtidig. Dét ville være et sted at starte.”
Ingen drømmer jo om en fed hyre og belastningsstress.
I et af Lundbyescentrets fællesarealer falder Christina Viffert i snak med sosu-assistenten Jane Koch Truesen, som har været i faget hele sit liv.
“Men hvor ville jeg ønske, vi kunne få noget anerkendelse,” siger Jane.
Ikke bare i kroner og ører, men i form af respekt for den samfundskritiske opgave, de løser hver dag.
“Vi skal have stoltheden tilbage i faget,” supplerer Christina Viffert. “Og i hele retorikken omkring ældreplejen og sundhedssektoren.”
Ifølge Christina Viffert vakte det genklang – på sociale medier og helt ind i kommunekontorerne – da hun sidste år gik på krigsstien mod begrebet varme hænder i en artikel på Vigeur:
Men dén diskussion er ikke færdig ifølge plejehjemslederen.
“Og politikerne er simpelthen nødt til at tænke anderledes nu. Ikke om syv år, når vi mangler 17.000 sosu’er.”
Fra snak til handling
Årets Leder i Nordjylland lyder lige dele indigneret og inspireret, når hun taler om udfordringerne i ældreplejen.
Hun mener, løsningen ligger i sundhedsteknologi. Mindre dokumentation. Flere fagligheder. Anerkendelse. Og deraf et arbejdsmiljø, som medarbejderne har lyst til at være i 37 timer om ugen.
Men hvordan går man fra snak til handling?
“Jeg har sagt til min chef og vores rådmand, at jeg også gerne vil ind i kommunalpolitik. Og jeg har da allerede deltaget i et byrådsmøde,” siger Christina Viffert, der insisterer på at varetage sine medarbejderes interesser:
“Det er jo medarbejderne, der har idéerne og de kreative løsninger, fordi det er dem, der står i det hver eneste dag. Både i ældreplejen, på sygehusene, i psykiatrien og andre fag. Og dem er vi simpelthen forpligtet til at lytte til.”
