Da pædagogerne holdt op med at dokumentere, steg nærværet og arbejdsglæden
Tendenser

Da pædagogerne holdt op med at dokumentere, steg nærværet og arbejdsglæden

Hvad betyder det for fagligheden – og den professionelle omsorg for vores børn – når en række pædagoger bliver sat fri fra dokumentation og regelsæt i en daginstitution? Vi har besøgt en børnehave i hjertet af Rold Skov for at finde svaret.

Foto: Bo Lehm
19. oktober 2022

Tidligere på året mødtes en flok pædagoger i det lune junivejr, omringet af Rold Skov og Rebild Bakker, for at diskutere det fundamentale spørgsmål: Hvad er kvalitet i vores pædagogiske arbejde? 

I starten var det svært at sætte ord på. Det var ikke fordi de ikke kendte svaret, men fordi de ikke før havde haft det her rum til at tænke over eller sætte ord på deres arbejde.

 Men hurtigt begyndte ordene og entusiasmen at sprede sig imellem dem:

''Tiltro og tillid til hinandens pædagogiske viden og vurderinger.'' ''En rar atmosfære, hvor der er tryghed for børn, forældre og personale.'' ''At være i nuet.''

Det hele blev skrevet på plancher, der nu hænger på børnehavens vægge.

Diskussionen i Børnehuset Skovbjørnen i Skørping fandt sted, fordi Rebild Kommune er én ud af to kommuner i landet, som er udvalgt af regeringen til at være sat fri på dagtilbudsområdet i tre år. Fra juni 2021 til september 2024.

Velfærdsaftalen, som den hedder, betyder, at dagtilbuddene i kommunen er fritaget for en omfattende række nationale og kommunale regler og retningslinjer. I stedet er det op til de enkelte tilbud – og den enkelte pædagog – at udvikle dagtilbud, som man drømmer om lokalt.

Velfærdsstaten har overtaget omsorgen for vores børn i dagtimerne siden 1871, hvor den allerførste børnehave blev etableret i Danmark. Omsorgen er blevet sat på formel og er gjort professionel. Med mere eller mindre succes.

Så hvad sker der, når man fjerner alle de regler og rammer? Hvad sker der, når man løsner de abstrakte krav om dokumentation og lader personalets pædagogiske dømmekraft lede vejen?

Her fire måneder senere er der i hvert fald sket noget. Ikke kun med vejret, der står i fuldkommen kontrast til dagen i juni, men også med pædagogernes mindset.

Ordene og entusiasmen lever fortsat i bedste velgående i Børnehuset Skovbjørnen. Der er opstået et helt andet fællesskab. En helt anden arbejdsglæde.

Tidligere på året mødtes en flok pædagoger i det lune junivejr, omringet af Rold Skov og Rebild Bakker, for at diskutere det fundamentale spørgsmål: Hvad er kvalitet i vores pædagogiske arbejde? I dag hænger planchen i børnehaven. Foto: Bo Lehm
Tidligere på året mødtes en flok pædagoger i det lune junivejr, omringet af Rold Skov og Rebild Bakker, for at diskutere det fundamentale spørgsmål: Hvad er kvalitet i vores pædagogiske arbejde? I dag hænger planchen i børnehaven. Foto: Bo Lehm

Selvom både ledere og pædagoger var enige om, at velfærdsaftalen var længe ventet, så var den varslende frihed også en smule overvældende, husker dagtilbudsleder Monica Beier. For de løb jo i forvejen stærkt, så hvordan skulle de også få tid til at kaste det hele op i luften og starte forfra?

Hun beskriver de første møder som lettere uoverskuelige. Og en smule langhårede.

Derfor stod det klart for hende og de andre ledere, at de var nødt til at gøre formålet mere konkret, før de kunne præsentere det for deres medarbejdere.

Så i stedet for tale om at være fri fra noget, begyndte de at tale om at være fri til noget. Og så bestemte de sig for at udvælge enkelte indsatsområder at fokusere på. I hvert fald til en start.

Jeg er gladere, når jeg tager fra arbejde. Jeg føler, at mit arbejde med børnene og forældrene er meget mere tilfredsstillende. Der er kommet mere refleksion og sparring, og jeg har en følelse af at yde mit bedste for børnene, fordi jeg ikke er bundet af noget andet.
Marianne Pørtner, Pædagog

Deres første prioritet blev sprogudvikling.

’’Vi skal ikke længere lave sprogvurderinger, men vi skal stadig sikre barnets sproglige udvikling. Så i stedet for at følge et fastlagt skema for alle børn, har vi valgt at integrere sprogudviklingen på andre måder, og så laver vi kun sprogvurderinger på tosprogede børn og dem med særlige sprogvanskeligheder. Det har allerede frigivet en del ressourcer, der er bedre brugt andre steder,’’ fortæller Marianne Pørtner, der snart har 25-års jubilæum som pædagog. 

Hun fortæller, at man i andre institutioner i kommunen gør det på andre måder. Det er nemlig helt op til den enkelte institution at finde ud af, hvad der passer bedst til deres personale- og børnegruppe.

Hendes ’’egne børn’’, som hun kalder dem, taler for tiden om følelser gennem figurer, bøger og musik. Og så har børnene lavet små farverige tegninger om følelser, der hænger rundt på væggene, så man hele tiden bliver mindet om dem og kan tale om dem.  Side om side med pædagogernes kvalitetsbeskrivelser fra juni.

’’Det er blevet mere nærværende for os alle, fordi vi følger børnenes behov og initiativer. Vi har større mulighed for at arbejde med områder, der er aktuelle i børnegruppen. I starten var det lidt grænseoverskridende at give slip på den langsigtede planlægning, men det er langt mere fagligt tilfredsstillende at være i nuet på den her måde, og det giver mere tid og plads til at følge initiativer fra voksne og børn,’’ siger Marianne.

Foto: Bo Lehm
Foto: Bo Lehm

Politikerne kan ikke tage gejsten fra dem

I daginstitutionerne i Skørping har de valgt at opdele projektet, eller processen som de kalder det, i såkaldte prøvehandlinger på omkring otte uger, hvorefter de evaluerer på indsatsen. Sommetider skal den justeres, andre gange forsøger man sig med noget helt andet. Det hele er dynamisk.

Som leder skulle Monica lige vænne sig til at arbejde på den måde.

’’Da vi satte gang i det her proces, var jeg ikke i tvivl om, at vi skulle afprøve det i et års tid, og så ville vi efterfølgende have en masse viden og erfaring, vi kunne bruge til at beslutte os for, hvordan vi ville gøre fremadrettet i vores distrikt. Men det kommer vi ikke til, for vi skal jo ikke ensrette. Hvis vi gjorde det, ville vi ikke arbejde efter en frisættelsens tankegang med udgangspunkt i, hvad der virker for den enkelte personale- og børnegruppe,’’ siger hun og fortsætter:

’’Jeg tænker meget over hvilke ord, jeg bruger. Jeg er stoppet med at sige ’’jeg vil lige sikre mig’’, for jeg kan jo ikke sikre mig uden at kontrollere. Og det her kan ikke kontrolleres, for så ville der være et facit. Vi skal ikke være bange for at justere praksis, når vores erfaringer viser noget andet end først antaget.’’

Børnene har lavet små farverige tegninger om følelser, der hænger rundt på væggene, så man hele tiden bliver mindet om dem og kan tale om dem.  Foto: Bo Lehm
Børnene har lavet små farverige tegninger om følelser, der hænger rundt på væggene, så man hele tiden bliver mindet om dem og kan tale om dem. Foto: Bo Lehm

Det er ikke kun ordene, der har ændret sig imellem pædagogerne. De har også sammen generobret tilliden til deres pædagogiske dømmekraft.  Men kunne man ikke også have gjort det uden velfærdsaftalen?

’’I princippet måske, men det handler om fokus. Der var jo blevet besluttet via lovgivningen, at vi skulle lave sprogvurderinger, så det gjorde vi uden at stille spørgsmålstegn. Der er også meget godt i dem, så vi har ikke før overvejet, at det kunne gøres på andre måder,’’ siger Monica. 

Men de foreløbige erfaringer er ikke til at tage fejl af. 

’’Jeg er gladere, når jeg tager fra arbejde. Jeg føler, at mit arbejde med børnene og forældrene er meget mere tilfredsstillende. Der er kommet mere refleksion og sparring, og jeg har en følelse af at yde mit bedste for børnene, fordi jeg ikke er bundet af noget andet. Min hverdag er langt mere dynamisk og levende, og jeg føler en langt større faglig stolthed,’’ fortæller Marianne. 

Tidligere tog hun ofte hjem fra arbejde med en følelse af, at en stor del af hendes arbejde handlede mere om at få dokumenteret korrekt end om børnenes bedste. Sådan har hun det ikke længere.

Og så er sparring mellem kollegerne blevet en hel naturlig del af hverdagen. Både i huset og med de andre institutioner i byen.

’’Der er opstået et fælles ejerskab om at få tingene til at lykkes.’’

Og den gejst kan ingen tage fra dem. Uanset hvad der sker med velfærdsaftalen efter 2024.

For i Børnehuset Skovbjørnen er det ikke længere en mulighed at gå tilbage til det gamle, fortæller Monica:   

’’Lige nu ved vi ikke, hvor vi ender om to år, og det fylder heller ikke så meget for os. Vores fokus er på at udvikle os, blive klogere på praksis, justere og sætte de tiltag i værk, som giver mening og er betydningsfulde. Og så må vi se, hvad der sker fremadrettet. Den viden og erfaring vi har nu, og får fremadrettet, kan ingen jo tage fra os igen.’’