Denne klumme er skrevet af Christian Roar Pedersen, sognepræst i Hals og Hou.
I år fejrer vi 75-året for kvindelige præster i folkekirken. Det er værd at markere. For kvindelige præster har i den grad været en gevinst for kirken. I dag er 59 procent af alle kirkens præster kvinder, men kommer vi op i ledelseslaget, halter kvinderne stadig bagefter.
Menighedsråd kan også fortsat fravælge en præst, fordi hun er kvinde. Der er endnu noget at kæmpe for.
Først et par historiske nedslag. Folkekirken har faktisk på nogle fronter været first mover med hensyn til ligestilling. Kvinder fik således valgret til menighedsrådene i 1903. Det var kun fire år efter, at gifte kvinder fik personlig myndighed her i landet. Vildt nok at tænke på her 124 år senere, at kvinder har været underlagt deres mænds myndighed.
Først i 1915 fik kvinder efter en grundlovsændring fuld politisk valgret og kunne vælges til rigsdagen. I dag er over halvdelen af menighedsmedlemmerne kvinder.
I 1921 fik kvinder ved en lovændring adgang til alle offentlige embeder. Undtagen i kirken og i militæret.
Her i det nordjyske kan vi være stolte af, at Jyllands første og landets fjerde, kvindelige præst – Helga Jensen - blev ordineret i vores domkirke i Aalborg. Det skete dog først i 1956, hvilket siger noget om modstanden mod kvindelige præster.
For folkekirkens område gjorde en lov det i 1947 muligt for kvinder at blive præster, og den 28. april året efter skete det så. De tre første kvindelige teologiske kandidater - Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen - blev ordineret i Odense Domkirke af biskop Hans Øllgaard. Ikke uden modstand.
Den fynske biskop gik enegang blandt sine seks bispekolleger. 514 ud af 1500 præster havde lavet en protestskrivelse og truede med at forlade folkekirken, hvis kvinder blev præster. Det skete ikke. Indre Missions formand opfordrede til ikke at gå til alters hos kvindelige præster.
Modstanden var der i den grad, og kun langsomt flyttede de kvindelige præster ind i præstegårdene rundt om i landet.
Overordnet set har folkekirken været en del af en demokratisk udvikling, hvor kvinder har fået adgang til offentlige embeder og til arbejdsmarkedet.
Her i det nordjyske kan vi være stolte af, at Jyllands første og landets fjerde, kvindelige præst – Helga Jensen - blev ordineret i vores domkirke i Aalborg. Det skete dog først i 1956, hvilket siger noget om modstanden mod kvindelige præster. Helga Jensen skulle virke i Viborg Stift, men biskoppen der nægtede simpelthen at ordinere hende, og efter nogle kampe, hvor kirkeministeren var inde over, blev tilsynet med Helga Jensen flyttet til Aalborg, og biskop Erik Jensen ordinerede hende i Budolfi Kirke. De første kvindelige præsters kamp rundt omkring fortjener anerkendelse.
Det har bestemt ikke været nemt at ændre en mandsdomineret kultur.
Hvad med militæret? I 1962 gav en ny lov kvinder mulighed for ansættelse i forsvaret. Den første kvinde kom dog først til i 1971.
I 1988 fik kvinder adgang til at gøre tjeneste inden for de egentlige kampenheder, og vi skal helt hen til 1998, før kvinder fik mulighed for at gøre tjeneste på lige vilkår med de mandlige værnepligtige.
På daværende tidspunkt havde folkekirken sendt kvinder ud i første række i sognene i 50 år, og den første kvindelige biskop var kommet til. Det er da en sjov historisk krølle på ligestillingskampen.
Overordnet set har folkekirken været en del af en demokratisk udvikling, hvor kvinder har fået adgang til offentlige embeder og til arbejdsmarkedet. Frihedstankerne i kristendommen har her spillet en rolle, som man ikke skal underkende.
Apostlen Paulus, som ellers ofte bliver brugt som argument mod kvindelige præster, siger, at i dåben er vi alle lige over for Gud. Der er derfor ikke forskel på kvinde og mand, jøde eller græker.
Med andre ord står vi over for Vorherre som lige mennesker forud for etnisk og kønsmæssig identitet. Det er værd at bemærke, at menneskerettighederne opstår i en kristen kulturkreds.
Det er ikke tilfældigt. Så selv om kirken som organisation har afspejlet samfundets undertrykkende strukturer, har der nedenunder været lighedstanker, som har skubbet på en udvikling i retning af et mere frit samfund med ligestilling for alle.
Jeg kan ikke forstille mig, at der er mange, som tænker, at kvinder ikke kan være læger, fordi de er kvinder.
Ligestillingskampen i kirken er ikke slut endnu. For selv om kvinder i dag dominerer præstefaget, kan man i folkekirken stadig møde modstandere af kvindelige præster. De skal have lov til at være der, modstanderne. Alligevel er det vildt, at man kan være ansat i et job, hvor enkelte ikke mener, man hører hjemme på grund af sit køn.
Jeg kan ikke forstille mig, at der er mange, som tænker, at kvinder ikke kan være læger, fordi de er kvinder. Her er vi stadig lidt specielle i kirken. Men vi er også i bevægelse. Således har Menighedsfakultet i Århus, der har rødder i den kirkelige højrefløj, for fire år siden opgivet modstanden mod kvindelige præster.
Når det kommer til kirkens ledelse, er tre ud af ti biskopper kvinder og 42 ud af 102 provster er kvinder. Som i andre fag sidder mændene fortsat på magten.
I ligebehandlingsloven fra 1978 er der en undtagelse, som gør, at menighedsråd kan fravælge en ansøger til et præsteembede med det argument, at hun er kvinde. Den lov virker helt utidssvarende, har landets biskopper meddelt kirkeminister Louise Schack Elholm (V), der indtil nu dog har vægret sig ved at ændre loven.
Selv om der er kampe at tage, må vi konkludere, at kvindelige præster er en succes i folkekirken. Uden dem ville kirken slet ikke hænge sammen. Kvinder er i øvrigt lige så forskellige som mænd. Fordomme om en østrogenkirke med fokus på omsorg ser jeg som en fornærmelse af begge køn. Går mænd ikke op i omsorg? Er kvinder ikke dygtige fagteologer?
Kvindelige præster er ikke værst. Jeg har selv giftet mig med en af dem.
