Jan har arbejdet 25 år i en virksomhed, der ligger 170 kilometer væk: Det har ændret hans syn på ledelse
Der er to timers kørsel fra Varde til Mors, men alligevel kan Jan Kampman fejre 25 års jubilæum hos Outrup Vinduer & Døre. I over ti år har han været salgschef, og den fleksibilitet han har oplevet, forsøger han at give videre til sine egne medarbejdere.
Han bor i Varde, men arbejder på Mors.
Det er en tur på 170 kilometer fra hjem til arbejdsplads.
Selvom han aldrig troede, at han skulle være det samme sted særligt længe, kan Jan Kampman i år fejre 25 års jubilæum i Outrup Vinduer, der ligger to timers kørsel fra bopælen.
“Det havde jeg ikke lige regnet med,” siger han.
For 25 år siden startede han som salgskonsulent i Syd- og Sønderjylland samt Fyn, hurtigt blev han leder for de interne sælgere, inden han blev salgschef, som han har været i over ti år.
Det er svært at gå hen til en anden virksomhed og sige, at jeg gerne vil have fri, når det passer mig - og ikke jer.
Men hvordan har virksomheden på Mors fået ham til at blive, selvom der er langt på arbejde?
Det er der ifølge salgschefen flere årsager til.
“Der har været mange gode muligheder for spændende opgaver, og samtidig har virksomheden vækstet. Det har været sjovt at være med i."
I 2023 havde Outrup Vinduer & Døre et overskud på 27,3 millioner kroner, mens selskabet kom ud af året med en egenkapital på 64,5 millioner kroner.
I 2018 blev virksomheden købt af den svenskejede koncern Inwido, der er Europas største producent af vinduer og døre.
Ferie-jonglering
En anden ingrediens i opskriften på, at Jan Kampman er blevet i virksomheden i 25 år, er fleksibilitet.
Udover sit virke som salgschef er Jan Kampman også næstformand i Dansk Håndbold Forbund og medlem af Det Europæiske Håndboldforbund.
To poster, der tager en del af tiden, og derfor er det essentielt for salgschefen, at virksomheden kan være fleksibel med arbejdstiderne.
“Det er svært at gå hen til en anden virksomhed og sige, at jeg gerne vil have fri, når det passer mig - og ikke jer,” griner salgschefen.
“Så at jeg har haft mulighed for at jonglere lidt med ferier, så det hele kunne gå op. Det har haft stor betydning.”
Aftalen er, at Jan Kampman mindst tre dage om ugen skal være på kontoret i Nykøbing Mors.
Udskiftning i ledelsesstrategi
Virksomhedens forståelse for Jan Kampmans eget arbejdsliv har formet ham som leder, mener han.
Da han startede som leder, tog han inspiration fra sin tid som håndboldtræner.
Han udstedte en retning. En måde, medarbejderne skulle gøre tingene på. Og så skulle medarbejderne køre i den retning.
Nu er envejskommunikationen sat på bænken, mens inddragelse er skiftet ind.
“Jeg prøver at inddrage de folk, der har lyst til at være med. Det kan være nogle projekter eller nogle beslutninger, hvor folk får ansvar for dem,” salgschefen.
Udskiftningen er kommet, da det er noget, som han selv har sat pris på gennem sin karriere hos Outrup Vinduer & Døre.
At han har haft mulighed for at udvikle sig i jobbet, være med til at træffe beslutninger og selvfølgelig opleve en stor fleksibilitet for at få det hele til at gå op.
Det er den chef, han også selv prøver at være.