Del 4: ’’Det handler først og fremmest om at være menneske’’

Vigeur har fanget Allan Kirkeby Andreasen på et Teams-opkald direkte fra Ukraine. Han har indvilliget i at fortælle om sine erfaringer med at lede mennesker i krise. Fire onsdage i streg bringer vi artikler om de erfaringer og tanker, han gjort sig de seneste uger.

”Uge 14 – Mandag d. 30-05-2022: Denne uge har der været luftalarmer, men ingen missilier har ramt Lviv. Hvor mange luftalarmer der har været må jeg ærligt sige, at det ved jeg ikke. Det er desværre blevet en del af hverdagen.

Fredag var vi i operaen for at se L'elisir d'amore. Det startede selvfølgelig med en introduktion til, hvordan vi skulle forholde os, hvis der kom en luftalarm, hvorefter de spillede den Ukrainske nationalmelodi. Vi kom igennem forestillingen uden luftalarm, men vi var ikke andet end lige kommet hjem før den lød.

I A2 Software havde vi team building. Vi tog på golfbanen for at komme væk fra det hele. Flere af mine kollegaer nævnte, at man næsten kunne glemme, at vi var i krig, når vi går på golfbanen. Vi tog efterfølgende på restaurant. Vi havde lige rejst os for at tage hjem da luftalarmen lød - velkommen tilbage til virkeligheden.”

Sådan skriver nordjyske Allan Kirkeby Andreasen i sin seneste opdatering på LinkedIn, hvor han ugentligt rapporterer om sin hverdag i den ukrainske by Lviv. Her bor han med konen Iryna og hunden Hugo.

Han er CEO i softwarevirksomheden A2 Software ApS, hvor han har 10 ukrainske medarbejdere, der næsten alle sammen er mænd i alderen 18-60 år, og derfor har forbud mod at forlade landet.

På få uger har Allan Kirkeby Andreasen lært at lede mennesker i krise. På den hårde måde.

Selvom du som leder – forhåbentligt – ikke ender i samme situation, så er der stor sandsynlighed for, at du på én eller anden måde skal lede dine medarbejdere i en krise. Det kan være en medarbejder, der har en personlig krise, eller en større personalegruppe, der oplever en krise. Det kan også være dig eller din virksomhed, der pludselig står i en krise.

Derfor håber jeg, at du kan få noget ud af at høre om Allan Kirkeby Andreasens erfaringer, der i denne uge handler om at tage hånd om sin virksomhed og sine kunder i en krisetid.

Da Allan Kirkeby Andreasen stod foran sine medarbejdere den 24. februar, var det med bankende hjerte og ekstra høj puls. For hvad siger man til mennesker, der er vågnet op til krig?

Der var blevet slukket for varmen i bygningen, så det kolde kontor gjorde stemningen endnu mere anspændt.

Allan Kirkeby Andreasen kunne ikke læne sig op ad erfaringen, for han havde ikke været i en krig før. Derfor var han nødt til bare at stole på sin menneskelige intuition.

’’Jeg kunne ikke være den store alvidende leder, for jeg vidste jo lige så lidt som dem. Men de skulle vide, at jeg var der, at jeg lyttede til dem, og de skulle vide, hvor de havde mig. Det var vigtigt for mig at fortælle dem, at uanset hvad de valgte at gøre, skulle ikke være bange for at miste deres job.’’

Når Allan Kirkeby Andreasen kigger tilbage på de sidste tre måneder, kan han se, hvor vigtigt det var – og er – at man afklarer omfanget, når man står som leder i en krisesituation.

’’En krise kan jo være mange ting, og der kan være mange forskellige måder at agere på. Derfor er mit råd til andre i en krisesituation, at man starter med at analysere situationen, så man kan handle hensigtsmæssigt; er det en enkelt medarbejder, eller er det en gruppe, der er tale om? Er det noget, vi kan gøre noget ved eller ej?"

I Allan Kirkeby Andreasens situation er det det værst tænkelige scenarie. Det er dem alle, der er ramt af krisen, og endda også deres omgangskreds. Og de kan hverken gøre fra eller til, kun vente og håbe på det bedste.

’’I min situation var det vigtigt at skabe de bedst mulige rammer for mine medarbejdere og se dem som individer med individuelle behov. Jeg kunne jo ikke stoppe eller forhindre krigen.’’

Stik imod hans forventninger var medarbejderne meget insisterende på at fortsætte deres arbejde som før. De havde brug for det frirum. Men deres måde at arbejde på ændrede sig.

Det var svært for dem at forholde sig til komplekse opgaver. I starten havde de brug for meget konkrete kommandoer, som de kunne udføre uden at skulle koncentrere sig om andet.

’’Jeg gik ind og var projektleder på projekterne og sørgede for, at det blev styret. Så de kun skulle fordybe sig. Det var surrealistisk at opleve, hvordan deres koncentration og evne til at se tingene i et større perspektiv forsvandt. Det var tydeligt at mærke, at de var meget påvirket af krigen. Men de ville arbejde – så vi fandt en ny måde at organisere os på.’’

I dag er arbejdsdagene på kontoret næsten normaliseret, og medarbejderne er tilbage til deres gamle arbejdsrutiner. For selvom det udefra set virker umuligt, så finder man en hverdag og en rutine – også når krigen hærger i landet, fortæller Allan Kirkeby Andreasen.

’’Vi kommer igennem det her sammen. Vi er blevet meget tætte og vi ved, hvad hinanden har brug for. Både menneskeligt og fagligt. Nogle gange sidder vi og spiser frokost sammen i stilhed, andre gange taler vi om arbejde eller om vores familie. Vi er blevet gode til at fornemme hinandens humør.’’

’’Jeg tror, det er vigtigt for dem, at jeg møder ind på kontoret hver eneste dag. Derudover har jeg bare været menneske, og ikke én eller anden bedrevidende autoritet. Jeg har lyttet, vi har snakket, og der er opstået en god forståelse for hinanden.’’