Jobbet giver Aalborg Portlands direktør grå hår. Én ting gør det hele værd

"Jeg synes, jeg er begyndt at se gammel ud," lyder det fra Søren Holm Christensen, mens fingerspidserne langsomt følger hårgrænsen. Håret er mørkt, men alligevel kigger nogle små, grå hår sporadisk frem.

”Jeg tror, det er jobbets skyld,” lyder det med et smil fra Aalborg Portlands direktør. ”Det er et hårdt, men heldigvis også givende.”

Det er august, og direktøren er for nyligt vendt hjem fra ferie. Hvis ikke han selv havde sagt det, havde den solbrændte hud sladret.

”Jeg synes nu, det har hjulpet på det grå, at jeg har fået lidt kulør. Det var en tiltrængt ferie efter det forår, vi har haft på Portland.”

Er du glad for dit job?

Ikke nødvendigvis et spørgsmål man stiller sig selv så tit. Alligevel et spørgsmål med stor betydning for svaret fortæller meget.

Søren Holm Christensen sidder solidt plantet i en stol på sit kontor. Et praktisk og funktionelt kontor. Nuancerne i rummet er mørke, og møblerne ligner noget, der er gået i arv.

”Ja, jeg er glad for mit job. Men det kan være hårdt,” svarer han. Efter et par sekunders eftertænksomhed tilføjer han, at det i høj grad handler om, at man ikke gør det alene.

”Det er menneskene, medarbejderne, der giver jobbet værdi. De gør, at det er dét værd, selv når det er hårdt.”

Solens stråler kigger ind ad vinduet og lyser kontoret en smule op.

Synes du, der er et inspirerende miljø herinde?

Sørens grin afslører, at han fanger, at spørgsmålet er ment halvt i sjov. Han kigger rundt.

”Jeg er ét af de mennesker, der ikke bliver påvirket af mine omgivelser. Nogle mennesker bliver påvirket af det fysiske miljø, de er i. Det tænker jeg slet ikke over. Til gengæld bliver jeg i høj grad påvirket af de mennesker, jeg omgives af,” fortæller han.

Kontoret står nøjagtigt, som da den tidligere direktørs navn stod på døren. "Samme møbler, samme alting. Jeg lavede intet om,” siger Søren og tilføjer:

”Den største årsag til, at den tidligere direktørs kontor næsten står som det gjorde, da han flyttede, er, at jeg gerne ville bevare noget af ham og hans gode værdier.”

Ved nærmere eftersyn synes de mørke møbler en kende lysere og knap så uinspirerende.

Mennesker har altid haft stor betydning i Søren Holm Christensens liv. Det har det, ifølge topchefen selv, altid gjort og gør stadig.

Som ung dreng ville Søren være folkeskolelærer. Efter handelsskolen startede han på seminariet. Han fandt dog hurtigt ud af, at folkeskolen ikke var et godt match.

Han droppede ud og læste i stedet til erhvervsøkonom.

Under uddannelsen arbejdede Søren Holm Christensen i Dansk Supermarked. Her blev han tilbudt en plads som lederaspirant, og en glad Søren takkede ja, da det endnu engang betød, at han skulle arbejde med mennesker.

Og med ét var han tilbage til det, der gav mening.

”Hos Dansk Supermarked fik jeg hår på brystet og trænet lederskabet. Jeg blev også afklaret om, at jeg skulle finde et job, der gav værdi for mig,” fortæller han.

Efter en kort afstikker på lærerseminariet og en tur forbi Dansk Supermarked, endte Søren til sidst hos Cementir-koncernen i Portlands direktørstol.

Noget, der kan dele en arbejdsplads, er medarbejdernes holdning til møder: nogle elsker, mens andre elsker at hade.

Hvor mange ser det som en - til tider unødvendig - tidssluger, er der andre, der synes, det er en god menneskelig afveksling til computerskærmen.

Søren Holm Christensen tilslutter sig sidstnævnte gruppe.

Og som så mange andre aspekter i sit arbejdsliv, kan det spores tilbage til menneskene.

”Dét, jeg glæder mig mest til i løbet af arbejdsdagen, er møder og interaktioner med andre. Samarbejde er en kæmpe drivkraft i mit arbejdsliv,” lyder det fra direktøren, som en opfølgning til det tidligere spørgsmål om, hvorvidt han er glad for sit job.

For det er unægtelig et krævende job, Søren bestrider.

”Den bedste dag er ikke den, hvor vi har tjent flest penge eller tjent mere end forventet. Den bedste dag er den, hvor medarbejderne udvikler sig,” siger han og tager en tår kaffe. Koppen bliver nærmest vendt på hovedet i en sidste tår.

Er det ikke lidt kliché?

”Er det dét? Jo, det er det vel. Men klichér kan vel godt være sande alligevel,” svarer han med et stort smil.

Aalborg Portland er en del af Aalborg - på godt og på ondt, vil nogle mene – og har været i mange år.

Som Aalborgs, og Danmarks, suverænt største CO2-udleder, er det ikke de små kedler, der pumper på havnen i Øst.

Aalborg Portland er stor og grov og selv med en placering trukket væk fra centrum, kan de tårnhøje skorstene ses fra nær og fjern i det aalborgensiske landskab.

Men virksomheden og byen har et helt særligt forhold, fortæller direktøren:

”Vi støtter rigtig meget lokalt. Vi ved, vi selv er en lokal virksomhed, og derfor er det vigtigt for os at give noget igen. Vi er afhængige af Aalborg, og Aalborg er afhængige af os.”

Det er, ifølge Søren Holm Christensen, nærmest et symbiotisk forhold byen og Portland har:

”Vores fjernvarme bliver solgt til Aalborg Kommune, og vi leverer varme til cirka 30.000 husstande. Det er også derfor varmen ikke stiger i Aalborg. Vi har en fast aftale. Selvom alt andet stiger i pris, har vi holdt fast i samme aftale. Det er vi faktisk lidt stolte af, fortæller han og tilføjer, at det selvfølgelig også går den anden vej:

”Til gengæld er vi afhængige af vores havn. Det kridt, der er i Aalborg, har en rigtig god kvalitet, og der er meget af det. Derudover har vi en rigtig god infrastruktur. Det er også vigtigt, at vi respekterer byen. Vi støver, når det blæser, og det er varmt. Vi gør alt for at passe på vores naboer, men de bliver også støvet på en gang i mellem. Derfor er det vigtigt for os at give noget igen.”

Forhåbentligt blæser støvet ikke op omkring Aalborg Portland lige foreløbig.

Om ikke andet bliver Sørens Holm Christensens talegaver støvet af den 6. september, når han, sammen med Lene Espersen, formand for Green Hub Denmark, skal på scenen i Musikkens Hus i Aalborg til en snak om grøn omstilling og det nordjyske erhvervsliv.

Vil du opleve Søren Holm Christensen til Vigeur Business Lounge 6. september i selskab med klima-transformatoren Lene Espersen? Klik her for at læse mere.