Et år efter invasionen: Allan møder på arbejde hver dag, men der er én vej, han aldrig kører
På årsdagen for Ruslands invasion gør vi status med nordjyske Allan Kirkeby Andreasen, som bor og driver virksomhed i Ukraine. Her fortæller han om, hvordan krigen er blevet hverdag. Om eksplosioner midt i et dansk kundemøde. Og om den galgenhumor, som hjælper med at tage brodden af det hele.
Han snører sine sko, kysser sin kone farvel og lukker hoveddøren bag sig.
Klokken er 8.47, og nordjyske Allan Andreasen skal på arbejde i sin softwarevirksomhed i Lviv i det vestlige Ukraine.
Med undtagelse af bevæbnet militær og de mange el-generatorer, som står uden for bygningerne, ligner byen egentlig sig selv i den tætte morgentrafik.
Lviv har været relativt skånet for civile dødsfald, men det har alligevel været nødvendigt at udvide kirkegården til faldne soldater – og næsten hver dag er der begravelser med utrøstelige pårørende i store klynger.
Dén vej kører Allan ikke længere, når han skal til og fra arbejde.
Eksplosioner midt i et dansk kundemøde
I dag er det 365 dage siden Ruslands invasion, og allerede i foråret 2022 talte vi med 46-årige Allan Andreasen om hans oplevelser i Ukraine.
Dengang fortalte han, hvordan han ved lyden af luftsirener kørte direkte hjem til sit eget beskyttelsesrum, inden raketterne slog ned over den by, hvor han i 11 år har boet med sin ukrainske kone.
En af eksplosionerne ramte kun et par hundrede meter fra dét sted, hvor Allan havde opholdt sig.
Jeg ved jo ikke, om vi alle sammen har PTSD, når det her er ovre, men inden for de sidste tre måneder er der kommet en anden ro over os.
I dag registrerer it-direktøren det ikke nødvendigvis, når advarslerne om mulige angreb tikker ind på hans mobil, eller når eksplosioner runger et sted i det fjerne:
“Jeg sad i et Teams-møde med en dansk kunde forleden, da et par af mine medarbejdere pludselig stak hovedet ind på mit kontor og så helt paniske ud. Jeg havde åbenbart været så optaget af min samtale, at jeg overhørte to missiler, der var blevet skudt ned.”
Han griner og trækker på skuldrene.
Krigen er blevet hverdag, og den ironiske distance hjælper med at tage brodden af det hele.
“Og kunden hørte heldigvis ikke noget,” tilføjer Allan Andreasen med samme grimasse.
Jeg havde åbenbart været så optaget af min samtale, at jeg overhørte to missiler, der var blevet skudt ned.
Teambuilding på skydebanen
Siden invasionen har direktøren ansat syv nye medarbejdere, så softwarevirksomheden A2Software nu tæller 17 it-folk.
Størstedelen er mænd, som potentielt kan blive indkaldt til at forsvare deres land, men indtil videre er det kun udviklingschefen, der har meldt sig frivilligt til at gå i krig.
“Jeg ved jo ikke, om vi alle sammen har PTSD, når det her er ovre, men inden for de sidste tre måneder er der kommet en anden ro over os. Det kan diskuteres, hvor lykkeligt det er – men så længe vi har strøm, formår vi at arbejde meget effektivt,” siger Allan Andreasen, der efter flere strømafbrydelser på op til 18 timer nu også selv har opstillet generatorer bag kontoret.
Der skal også være tid til at hygge sig sammen, siger han og lister forskellige eksempler på teambuilding.
“Gæt, hvor jeg foreslog, vi skulle hen i januar?”
“En tur på skydebanen,” fortsætter han med knastør galgenhumor. “Dén var mine medarbejdere heldigvis også med på.”
Rekordomsætning og morbide kontrakter
Allan Andreasen behøver ingen betænkningstid til spørgsmålet om, hvor længe han kan blive ved.
“Hvad skulle vi ellers gøre?” spørger han retorisk.
Til forskel fra sine mandlige ukrainske medarbejdere har Allan Andreasen ikke forbud mod at forlade landet. Han kunne tage sin kone, Iryna, med til Danmark og leve en mere fredelig tilværelse – men selvom tanken har strejfet ham, eroderer den hurtigt igen:
“Jeg har mit liv her og min virksomhed her. Og jeg havde nok ikke haft samme opbakning fra mine medarbejdere og kunder, hvis jeg bare var flygtet til Aalborg.”
Tværtimod er omsætningen fordoblet det seneste år, og så længe de danske kunder bakker op, betyder det penge mellem hænderne for ukrainere, som ellers ikke nødvendigvis ville have et arbejde.
Derfor bliver Allan Andreasen i sin by, Lviv.
Jeg har mit liv her og min virksomhed her. Og jeg havde nok ikke haft samme opbakning fra mine medarbejdere og kunder, hvis jeg bare var flygtet til Aalborg.
Han synes stadig, det er syret at skulle forholde sig til sin egen død, når han udarbejder nye kundekontrakter, der på morbid vis tager højde for den risiko.
Og Allan Andreasen har indstuderet de ti nærmeste grænseovergange, så han ikke behøver kort eller GPS, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.
Men derudover ligner hverdagen sig selv. Hunden Hugo står i døren og logrer, når Allan kommer hjem fra arbejde igen – og i weekenden skal han og Iryna have gæster på besøg:
“Vi kan ikke få præcis den Coca Cola, vi gerne vil, men der er masser af varer på hylderne. Så vi skal nok finde på noget lækkert, når vi går på weekend.”
Vil du læse om Allans erfaringer med at lede mennesker midt i en krigstid? Her får du føljetonen fra maj 2022:
